Fodbold

Cornelius topper kedelig liste i Serie A

Parma befinder sig i en resultatmæssig krise, og den har 27-årige Andreas Cornelius en kraftig del i.

Hvis Andreas Cornelius får en scoringsbonus af Parma hver gang, han laver et mål, så er klubben i hvert fald ikke blevet fattige af det.

Den brølstærke nier er ellers blevet tildelt rigeligt med spilletid for Serie A-klubben. Senest i deres 0-3-nederlag til Bologna søndag, hvor den tidligere FCK'er startede inde i front for den norditalienske klub.

I alt har Cornelius spillet 1154 minutter fordelt på 17 kampe uden at finde vej til modstanderens netmasker. Det gør ham til den mindst effektive angriber i ligaen, da han har spillet flest minutter uden at score.

Ifølge TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker skal forklaringen på de udeblevne mål findes i Parmas trænerskifte, da Fabio Liverani overtog styringen fra Roberto D'Aversa i sommeren 2020.

- Under Liverani var det 1000 procent sikkert, at Cornelius nærmest var med som højre wingback. Hans opgaver lå primært i defensiven, hvor han skulle heade boldene væk.

- De fik en træner ind, der brugte ham som en fysisk stærk opspilsstation, der aldrig blev lanceret i feltet modsat D'Aversa, der yndede at bruge ham, hvor han var farligst, fortæller Mads Junker.

"Fremtiden ser ikke lys ud"

I januar genansatte Parma så Roberto D'Aversa for at finde tilbage til gamle dyder, og noget tydede dermed på, at Cornelius igen kunne blive farlig. Uheldigvis for danskeren har Parma for nyligt dog garderet sig med to nye angribere. Blandt andet den erfarne italiener Graziano Pellé og unge Joshua Zirkzee.

Og erhvervelsen af de to niere gør Cornelius' fremtid på holdet noget usikker. Det vurderer Mads Junker.

- Parma har hentet to fremragende navne. Zirkzee er et enormt talent, og Pellé har haft en flot karriere. Det er et klart udtryk for, at de gerne vil i en anden retning. Og det er Andreas blevet offer for, lyder det fra fodboldeksperten.

Cornelius' scoringstørke står i stor kontrast til sidste sæson, hvor han scorede 12 mål - heriblandt to hattricks.

Knastør måltørke

Danskerens scoringskrise kan ikke udelukkende tilskrives hans manglende skarphed foran kassen. Hele offensiven kan simpelthen ikke producere mål for tiden. Holdet har kun scoret ét mål i de sidste syv kampe.

Parma er det hold, der har skabt færrest chancer i Serie A – og har samtidig den dårligste effektivitet foran mål af alle hold. Og man skal tilbage til 30. november 2020 for at finde den seneste Parma-sejr, da de vandt med 2-1 på udebane over Genoa.

Om Cornelius og co. kan ændre den kedelige stime vil vise sig, når Parma drager nordpå for at spille mod Verona 15. februar.