Fodbold

Messi fik sat en tyk, fed streg under, at han er uundværlig

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker ser nærmere på ugen, der er gået i LaLiga.

Sidste uges højdepunkt

Messi

Historien gentager sig selv, lyder et kendt ordsprog, og det var endnu engang tilfældet sent søndag aften, da Real Betis og FC Barcelona udkæmpede en målrig, intens og fremragende fodboldkamp.

En af de kampe, LaLiga i så mange år har været garant for, og som understreger positionen som verdens stærkeste liga.

Tilbage i november spillede de to mandskaber et brag af en kamp, da de delte syv mål imellem sig, og Messi fik sat en tyk, fed streg under, at han er uundværlig for FC Barcelona. I det opgør startede den lille argentiner på bænken med henblik på at skåne ham bare en smule med det nådesløst hårde kampprogram forude. Samme scenarie udspillede sig så søndag, da Koeman valgte at bænke flere af holdets profiler med Messi som den meste prominente.

Hver gang Messi ikke starter for FC Barcelona, er det et kærkomment kig i krystalkuglen, for at se hvordan klubben skal klare sig, når deres talisman er væk.

Og hver gang står svaret lysende klart. Barca ER afhængige af Lionel Messi, og tvivler man på det, kan du blot sætte de to kampe fra denne sæson mod Real Betis i videomaskinen og spole frem til anden halvleg, hvor troldmanden gør sit indtog.

Der faldt hele fire scoringer efter pausen, da Betis og Barcelona mødte hinanden. Video: TV 2 SPORT

136 sekunder tog det Messi at bringe balance i regnskabet i weekendens opgør, og på en stor halv time strøede han mere magi udover grønsværen på Benito Villamarin, end modstanderholdets største kreative kraft, Nabil Fekir, har formået det igennem hele sæsonen.

Med til historien hører det også, at Blaugrana havde noget af det held, de har manglet i en del andre kampe i indeværende sæson. Indersiden af stolpen, undersiden af overliggeren og et bizart selvmål hjalp Koemans tropper på vej til de tre point, hvormed de fastholder et marginalt pres på Atlético Madrid. Det var dog sekundær matematik, for først og fremmest understregede kampen, at Messis sko bliver tæt på umulige at udfylde for holdkammeraterne, når den dag kommer.

Det kan som bekendt være Messis svanesang, vi oplever i dette forår - så husk at nyd hvert et minut du kan, for tomheden vil være rungende, når han ikke længere beriger vores tv-skærme med hans magi.

Messi skulle blot bruge to minutter på banen for at kunne udligne mod Real Betis. Video: TV 2 SPORT

Sidste uges skuffelse

Getafe

Den lille Madrid-klub med de imponerende præstationer de seneste sæsoner er begyndt at fremstå som et hold i dyb spille- og identitetsmæssig krise.

Vi havde næsten vænnet os til, at Bordalas og hans energiske tropper var en fast bestanddel af kampen om de europæiske pladser i LaLiga, men i år ligner det udelukkende et spørgsmål om at undgå nedrykning for Getafe.

Stilstand er stagnation, og i dette tilfælde er det en meget korrekt beskrivelse af den udvikling, Getafe har været igennem. Eller mangel på samme For holdet har stort set ikke udviklet sig, siden de for fire år siden rykkede op i den bedste spanske fodboldrække.

Spillestilen er kontant og kompromisløs, når de blåblusede løber på banen, og det har i flere sæsoner kyst og skræmt modstanderholdene. Klubberne i LaLiga har dog efterhånden gennemskuet, hvordan de kan tæmme Bordalas’ gladiatorer - enten ved at tage kampen op rent fysisk, som Sevilla gjorde i weekenden, eller ved at spille sig udenom det aggressive pres som Getafe praktiserer.

Som reaktion på de manglende resultater har klubben forsøgt sig med en anden vej til point de seneste uger, hvilket nyerhvervelserne Carles Alena og Takefusa Kubo er symbolet på. Mere teknisk fodbold og mindre slåskamp har været devisen, men successen er udeblevet, og holdet er pt. det mindst scorende i ligaen i denne sæson.

Derfor bliver defensiven nøglen til overlevelse, og netop den del af holdets opbygning fik et stort knæk i weekendens opgør. Anfører Djene blev nemlig sendt tidligt i bad, da Ocampos måtte forlade banen på en båre, efter en grim grim tackling af togoleseren. Det ligner en lang karantæne til forsvarsstyrmanden, og Bordalas har for første gang i sin tid i Getafe en velbegrundet frygt for at miste sit job.

Sidste uges oversete

Papu Gomez

Serie A’s bedste spiller sidste sæson indtog LaLiga med stil, da han debuterede med en scoring i opgøret mod Getafe søndag eftermiddag.

Baggrunden for indskiftningen var en trist en af slagsen, da landsmanden Ocampos måtte forlade opgøret efter Djenes vanvidstackling, og det ligner en længere pause til Sevillas bedste offensive kort.

Argentinske Alejandro Papu Gomez har færdiggjort et skifte fra Italien til Spanien.

Når nu ulykken skulle ramme, så kan Lopetegui prise sig lykkelig for, at sportschef Monchi formåede at orkestrere et af transfervinduets mest opsigtsvækkende klubskifter.

Alejandro “Papu” Gomez udviklede sig gennem syv sæsoner i Atalanta til en af Europas bedste offensive spillere og var den lille argentiner ikke kommet på kant med træner Gasperini i pausen af et Champions League-opgør mod FC Midtjylland, havde vi ikke haft "Papus" tryllerier at se frem til i LaLiga de kommende år.

Men samarbejdet mellem de to magtfulde folk i Atalanta blev så betændt, at anføreren måtte erkende, at klubben var for lille til dem begge, og at han derfor måtte forlade sit elskede Bergamo.

Gomez personificerer en uddøende race i moderne topfodbold. Hans defensive arbejde er næsten ikke-eksisterende, og selvom det er muligt for landsmand Messi at slippe afsted med det i FC Barcelona, kommer Lopetegui til at kræve mere knofedt og løbearbejde fra Papu Gomez, end han leverede i tiden i Atalanta. Pladsen er nu åben på venstre side af Sevillas offensiv, og den position er skræddersyet til Papu.

Og med de nostalgiske briller på er der også noget særligt over, at det netop blev Sevilla, som Gomez endte med at forstærke.

Da en anden lille argentinsk kæmpe flygtede fra støvelandet tilbage i starten af 1990’erne, fandt han nemlig også åbne arme i Andalucien hos Sevilla. Maradona havde dengang afsonet en 15-måneders dopingkarantæne, og med det italienske skattevæsen på nakken hastede han ud af Italien og så sig aldrig tilbage. Helt så dramatisk forløb det ikke for Papu Gomez, men bruddet i Atalanta var alligevel en chokerende nyhed, da det stod klart, at uenigheden mellem Gasperini og holdets anfører var for stor til at løse.

Det blev aldrig den bragende succes for Maradona i sin tid i Sevilla, så forhåbentligt kan Papu Gomez genskrive historien om unikke argentinske fodboldhjerner, der søger ro på Ramon Sanchez Pizjuan’s græstæppe

Fortsætter Atletico med samme koncentration i disse opgør, kan mesterskabet sikres ved udelukkende at vinde over svagere modstandere

Mads Junker

Hvad skal vi glæde os til i den kommende uge?

Kan Atletico holde kursen?

Tre kampe på otte dage har førerholdet fra Madrid på menuen. Allerede mandag aften kan de udbygge forspringet i toppen af tabellen, når Celta Vigo kommer forbi den spanske hovedstad. I den kommende weekend venter Granada så, inden de tirsdag i næste uge tager til Levante. Det ligner tre overkommelige opgaver, og netop den slags kampe har Simeones tropper har været ekstremt dygtige til at få fuldt udbytte ud af.

Kampene mod bund- og midterholdene har været udfordringen for Barcelona og Real Madrid denne sæson, og fortsætter Atleti med samme koncentration i disse opgør, kan mesterskabet sikres ved udelukkende at vinde over svagere modstandere.