Fodbold

Braithwaite skadet - misser Sevilla-brag

Danskeren blev taget ud i pausen i opgøret mod Real Betis. Nu er han skadet og står foran en skadespause på minimum en kamp.

Martin Braithwaite har modtaget kedelige nyheder her til formiddag.

Angriberen døjer med problemer i sin højre lyske og glipper derfor onsdagens pokalsemifinale mod Sevilla. Det bekræfter Barcelona på Twitter.

Der er tale om en forstrækning, og hans genoptræning vil afgøre, hvor lang tid danskeren kommer til at sidde ude.

Midtbanespilleren Miralem Pjanic og højrebacken Sergiño Dest sidder også ude med skader og er derfor heller ikke en del af onsdagens kamptrup til semifinalen.

Noget tyder dog på, at fraværet af Braithwaite ikke er den største rids i lakken for Ronald Koeman og co., der på tirsdagens pressemøde understreger, at offensiven afhænger af mere end blot en spiller.

- Det er vigtigt, at vi sætter vores lid til mere end en spiller. Vi har et hold med god offensiv kvalitet. Vi har vist meget kreativitet, og vi skaber mange chancer, fortæller hollænderen ifølge Mundo Deportivo.

Blev taget ud i pausen

29-årige Braithwaite startede senest inde for Barcelona i weekendens kamp mod Real Betis i La Liga, men han blev taget ud i pausen efter en meget anonym indsats, der ikke kastede meget offensivt af sig.

Den catalanske storklub sejrede med 3-2, hvilket bragte klubben op på 11. ligakamp i træk uden nederlag.

Sejren betød, at Barcelona generobrede andenpladsen fra Real Madrid. Holdene er á point - otte point efter Atlético Madrid på førstepladsen, der har en kamp i hånden.

I indeværende sæson har Martin Braithwaite lavet 2 mål i 18 kampe i La Liga, mens han i Champions League har været noget mere effektiv med 3 kasser i 4 opgør.