Fodbold

Juventus er i finalen efter samlet sejr over Inter

Christian Eriksen fik chancen for start for Inter, der skulle indhente et 1-2-nederlag på hjemmebane.

For sjette gang på syv år er Juventus klar til finalen i Coppa Italia. Det blev en kendsgerning, da Torino-klubben tirsdag aften spillede 0-0 på hjemmebane mod Inter i den anden af to semifinaler.

Juventus vandt den første semifinale med 2-1 i Milano og vinder dermed også sammenlagt med 2-1.

Det bliver Juventus' 20. finale i Coppa Italia, som klubben har vundet 13 gange i alt og fire gange siden 2015.

Derimod har Inter ikke været i finalen i den italienske pokalturnering siden 2011, da klubbens syvende titel i turneringen kom i hus.

Træner Antonio Conte havde Christian Eriksen i sin startopstilling, og danskeren gjorde en fin figur, indtil han blev skiftet ud efter 65 minutter.

Christian Eriksen fik en sjælden startplads for Inter.

Det var tydeligt i første halvleg, at Inter var holdet, der skulle jagte mål. Juventus havde stort set intet at byde på offensivt, mens Inter i store perioder lagde et godt pres og skabte farlige situationer.

Eriksen var impliceret i flere af dem. Efter 25 minutter fyrede han et frispark ind blandt venner og fjender, og Romelu Lukaku var marginaler fra styre bolden i mål.

Den danske stjerne havde desuden et par afslutninger, men i begge tilfælde kom Juventus-forsvarere i vejen.

I de sidste minutter rørte Cristiano Ronaldo endelig på sig med et par afslutninger, men uden succes.

Ronaldo var også den mest nærgående efter pausen, hvor Inter-keeper Samir Handanovic to gange måtte finde store redninger frem for at forhindre portugiseren i at score.

Mod slutningen pressede Inter, men på grund af Juventus' to udebanemål i den første kamp havde Inter brug for mindst to mål, og det lykkedes altså ikke engang at score det ene mål, som kunne have skabt drama i de sidste minutter.

I finalen, der spilles i Milano 19. maj, skal Juventus møde enten Napoli eller Atalanta, der spiller returkamp i den anden semifinale onsdag. Den første kamp i Napoli sluttede 0-0.

Netop Napoli og Juventus mødtes i finalen sidste år, hvor Napoli sejrede efter straffesparkskonkurrence.