Fodbold

Klopp kan ikke deltage i sin mors begravelse

Det er ikke muligt for Jürgen Klopp at rejse hjem til sin mors begravelse, fortæller Liverpool-manageren.

Liverpool-manager Jürgen Klopp er ude af stand til at deltage i sin mors begravelse i Tyskland.

Han kan ikke rejse fra England til sit hjemland i øjeblikket, og det skyldes de strenge tyske indrejseregler samt engelske karantæneregler på grund af coronapandemien.

Hun betød alt for mig

Jürgen Klopp, Liverpool-manager

Det forklarer 53-årige Jürgen Klopp til den tyske avis Schwarzwälder Bote.

- Jeg kan ikke være til stede ved begravelsen på grund af reglerne i disse forfærdelige tider.

- Så snart omstændighederne tillader det, vil vi holde en mindehøjtidelighed, som passer til hende, siger Jürgen Klopp til lokalavisen.

Elisabeth Klopp, mor til Jürgen Klopp, døde 19. januar, og hun blev 81 år.

- Hun betød alt for mig. Hun var en rigtig mor i den bedste forstand af ordet. Hun er nu et bedre sted, siger Jürgen Klopp.

Nye varianter af coronavirus giver udfordringer

Det er ikke kun privat, at coronapandemien giver Jürgen Klopp og Liverpool udfordringer.

Liverpool har desuden fået flyttet Champions League-opgøret ude mod RB Leipzig til ungarske Budapest senere i februar. Kampen skal spilles 16. februar.

Myndighederne i Tyskland tillader i øjeblikket ikke indrejsende fra de lande, der er særligt hårdt ramt af nye og mere smitsomme varianter af coronavirus.

Det gælder blandt andet Storbritannien, og en talsmand fra det tyske indenrigsministerium har oplyst til nyhedsbureauet AFP, at der ikke er undtagelser for professionelle atleter.