Fodbold

Én træning var nok - Vestergaard overrasket over startplads

Jannik Vestergaard er tilbage efter en drilsk skade, der stoppede danskeren midt i karrierens bedste og mest succesfulde periode.

Én let gang taktisk træning.

Det var alt, hvad den danske landsholdsspiller Jannik Vestergaard skulle bruge på at overbevise sin cheftræner, Ralph Hasenhüttl, om en startplads hos Southampton i sidste weekends kamp mod Newcastle.

Forud for danskerens comeback var gået syv ugers frustrerende skadespause med en drilsk betændelse i knæet med masser af væske til følge.

Derfor kom det da mildest talt også i dén grad bag på Vestergaard, at han så hurtigt ville være tilbage blandt de 11 foretrukne spillere hos Premier League-klubben.

- Jeg var pænt overrasket over startpladsen. Det er ikke normalt efter så lidt træning og sådan en skadespause. Men jeg er i fysisk god form og tænkte, at timingen og det boldmæssige skulle jeg nok klare, fortæller den 28-årige dansker til TV 2 SPORT.

- Det var en lidt vild situation for mig at spille en fuld Premier League-kamp efter bare én let gang taktisk træning sammen med holdet i benene efter så mange ugers pause. Men det gik, og nu er jeg bare glad for at være tilbage.

Skaden ødelagde bedste periode i karrieren

Glæden over comebacket er til at forstå. Danskeren var nemlig inden sin skade blandt Southamptons absolut bedste spillere, og den lige knap to meter høje forsvarsspiller har gentagende gange høstet store roser hos både engelske medier og eksperter.

Faktisk har præstationerne været så gode, at Vestergaard ud fra statistikker flere steder er rangeret som én af de bedste forsvarsspillere i hele Premier League. Sågar kan danskeren prale af at være den bedst bedømte af alle defensive spillere i den bedste engelske række i denne sæson hos WhoScored.

Så selvom lørdagens comeback endte uden den store resultatmæssige succes for Jannik Vestergaard og Southampton, der tabte med 3-2, så var det et vigtig skridt på danskerens vej mod at genfinde storformen efter skadespausen, som kom på det værst tænkelige tidspunkt.

- Jeg føler nok, at jeg spillede mit bedste fodbold i karrieren. Siden sidste sæson har det kørt rigtig godt, og succes er selvforstærkende. Jeg ved godt, at det går op ned for enhver spiller i enhver sæson, men det er bare altid ærgerligt at sidde ude med skade, når det går så godt, siger danskeren til TV 2 SPORT.

- Men min selvtillid er stadig i top efter skadespausen, fordi jeg føler, at det hele spillede optimalt, inden jeg blev skadet. Jeg er glad for at være tilbage, nu skal jeg bygge på med kampformen og fortsætte den gode sæson, jeg havde gang i - og jeg glæder mig vildt meget til resten af sæsonen.

Jannik Vestergaard fejrer én af sine indtil videre tre scoringer i sæsonen.

Vil tilbagebetale tillid med højt niveau

Denne sæson så da i en periode også ud til at kunne blive rigtig god for Southampton.

En stærk sæsonstart er dog falmet en hel del i den hårde engelske vinter. Og i de syv Premier League-kampe, holdet har måtte undvære danske Vestergaard, blev det bare til én sejr og nu en 12. plads i rækken.

Derfor er motivationen da også helt i vejret hos Jannik Vestergaard, der satser på, at 'Saints' kan finde tilbage til den stærke form hurtigst muligt.

- Holdet har haft det lidt svært på det seneste, men jeg vil arbejde hårdt og gøre alt, hvad jeg kan for at afhjælpe holdet og for, at vi vender tilbage til det høje niveau, vi havde, da jeg blev skadet.

- Jeg vil også gøre alt for at hjælpe min manager, for den tillid, han viste mig ved at tage mig direkte tilbage i startopstillingen stort set uden træning, skal jeg betale tilbage på banen.

Det får Jannik Vestergaard en chance for igen torsdag aften, hvor Southampton møder Wolverhampton i den engelske FA Cup.

Jannik Vestergaard har i denne sæson spillet 14 kampe for Southampton og scoret tre mål. Bare tre af danskerens kampe er endt med nederlag.