Fodbold

Schönes fremtid er på plads

Lasse Schönes tid som arbejdsløs fodboldspiller er snart forbi. Ifølge flere hollandske medier har han fundet en klub for resten af sæsonen.

Artiklen er opdateret, efter SC Heerenveen har bekræftet kontrakten. Tidligere fremgik det, at han skiftede ifølge flere hollandske medier.

Efter en måned som klubløs bliver Lasse Schöne igen en del af et fodboldhold.

Den 34-årige dansker har skrevet kontrakt med SC Heerenveen for resten af denne sæson. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside, efter flere hollandske medier, herunder Voetbal International og De Telegraaf, skrev det allerede torsdag.

- Med sine kvaliteter og sin erfaring giver Lasse en ny impuls til vores trup. Det er virkelig skønt, at en spiller med hans karriere vælger SC Heerenveen. Det er en god mulighed, vi havde håbet på, og derfor er vi rigtig glade, siger Heerenveens tekniske manager Gerry Hamstra til klubbens hjemmeside.

TV 2 SPORT har uden held forsøgt at få en kommentar fra Schöne.

Kontrakten ophævet i januar

Med skiftet vender Schöne tilbage til Heerenveen, hvor han indledte sin udlandskarriere med et ophold i klubbens ungdomsafdeling fra 2002 til 2006. Siden skiftede han til De Graafschap og NEC Nijmegen, inden han blev en bærende profil i den hollandske storklub Ajax.

Derfra gik turen til Genoa i sommeren 2019, men opholdet i Italien blev ikke den store succes.

Efter en enkelt sæson i klubben blev Schöne ikke skrevet ind i Genoas ligatrup for indeværende sæson, og i januar blev hans kontrakt ophævet.

Da han ikke har nogen klub, kan han skrive under med Heerenveen, selvom transfervinduet er lukket. Kontrakten giver Lasse Schöne mulighed for at spille kampe igen, og dermed holdes håbet om EM-deltagelse til sommer i live.

SC Heerenveen ligger i skrivende stund nummer otte i den hollandske Æresdivision.