Fodbold

Braithwaite går glip af endnu en kamp

Den danske angriber er ude af FC Barcelonas trup til ligakampen mod Alaves med en skade.

Martin Braithwaite er skadet i sit højre lår og går glip af FC Barcelonas kamp lørdag aften mod Alaves.

Det oplyser klubben forud for lørdagens kamp. Det er endnu uvist, hvornår han igen forventes klar.

Den danske angriber missede også den seneste kamp for sin spanske klub, da FC Barcelona tabte til Sevilla i pokalturneringen.

Han er dog langt fra den eneste på skadeslisten for storklubben, der også er uden flere store profiler som Gerard Pique, Ansu Fati og Coutinho.

- Det bekymrer mig, fordi vi har brug for alle. Vi har brug for friskhed i holdet. Men jeg synes, at vi gør det godt fysisk, siger FC Barcelona-træner, Ronald Koeman.

I en sæson, hvor kampprogrammet er sammenpresset på grund af den verserende pandemi, har der indtil videre været godt med spilletid til Martin Braithwaite.

Dårlig timing med skade

Mens det i slutningen af sidste år blev til fuld spilletid i adskillige kampe, har det dog på det seneste været mere begrænset, hvor meget tid Martin Braithwaite har fået på banen.

Med de mange kampe FC Barcelona står overfor, ærgrer det Martin Braithwaites hollandske træner, at klubben kæmper med skader i øjeblikket.

Havde danskeren været klar, var der formentlig god mulighed for spilletid i den kommende periode.

- Der er spillere, som har spillet rigtig mange minutter, fordi alle ikke er til rådighed. Så vi er nødt til at tænke på at sparre spillerne, så de er klar, siger Ronald Koeman.

Martin Braithwaite har i indeværende sæson lavet seks mål indtil videre.

FC Barcelonas kamp mod Alaves spilles lørdag klokken 21.00 og vises på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.