Fodbold

- Selv hundene flygter, når napolitanerne kommer

Rivaliseringen mellem Juventus og Napoli handler om meget mere end bare fodbold. Det er udkrystalliseringen af den betændte historie om nord mod syd.

Se Napoli - Juventus på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY lørdag kl. 18.00.

Gadesælgerne i Napoli havde kronede dage i sommeren 2016.

For nu var det ikke længere kun merchandise med halvguden Diego Maradona, der gik som varmt brød i de snævre napolitanske gader.

For den 26. juli 2016 blev et nyt fjendebillede skabt i byen, da den argentinske angriber Gonzalo Higuain skiftede fra S.S.C. Napoli til de forhadte rivaler fra Norditalien, Juventus. Og fra den dag var det helt andre varer, der var blandt de mest populære hos de lokale:

- Der blev jo solgt toiletpapir og toiletruller med Higuains ansigt på, siger Eva Ravnbøl, der er TV 2s korrespondent i Italien med base i Rom. Hun husker perioden omkring det kontroversielle klubskifte, som var det i går:

- Det var forfærdeligt. Det var virkelig, virkelig slemt. Du kan slet ikke nævne hans navn i Napoli i dag. Det var en kæmpe skandale. Han er virkelig upopulær dernede. De var jo begyndt at elske ham, og han havde heltestatus. Og pludselig går han til ærkefjenden fra den ene dag til den anden.

Gonzalo Higuain havde spillet for Napoli, siden han kom til fra Real Madrid i 2013. I tre sæsoner i træk blev han topscorer for Napoli, for hvem han nåede at score 71 mål for i 104 kampe.

I 2015/16-sæsonen blev Napoli nummer to i Serie A - efter Juventus. Higuain blev i denne sæson Serie A-topscorer med imponerende 36 scoringer. Det var en tangering af målrekorden for en enkelt sæson i Serie A. En bedrift, han nåede med et hattrick i sæsonens sidste kamp mod Frosinone den 14. maj, hvorefter han lod sig hylde på det ikoniske San Paolo-stadion i Napoli. Godt to måneder senere skiftede han til ærkerivalerne.

- Det kom jo pludseligt. Han var en kæmpe helt, så Napoli-fansene følte og føler sig forrådt, siger Thorbjørn Thaarup, der har været fan af Napoli i mere end 30 år og ofte behandler italiensk fodbold som både skribent og podcastdeltager.

- Folk tog det rigtig dårligt. Han blev jo udskreget som Judas. Man ønskede at skylle ham ud i lokummet. Hans trøjer blev sat op omkring skraldespandene for at vise, hvilken person han var. Så kunne man hælde skrald i ham, for det var det, han havde fortjent, siger Thorbjørn Thaarup og fortsætter:

- Selvom det var mange penge, så føltes det bare som judas-penge for mange napolitanere. Higuain forlod jo faktisk Napoli på toppen i en periode, hvor Napoli havde en reel chance for at vinde mesterskabet. Og hvis han havde vundet mesterskabet med Napoli, så var han blevet en helt for evigt. Men så valgte han bare dem. For penge. Og for at blive mester.

Det anslås, at Juventus betalte Napoli i omegnen af 90 millioner Euro for Gonzalo Higuain. Dermed var han på det tidspunkt den dyreste fodboldspiller fra Sydamerika i historien, ligesom det var den højeste transfersum betalt af en italiensk klub nogensinde. Og så var Higuain-skiftet den foreløbige kulmination på rivaliseringen mellem Napoli og Juventus.

Mange syditalienere ser sig simpelthen som røvrendt fra fødslen.

Thorbjørn Thaarup, Napoli-tilhænger

Historien om en splittet nation

Reaktionerne på Gonzalo Higuains skifte fra Napoli til Juventus tegner et meget godt billede på hadet mellem tilhængerne af de to klubber. Et had, der dog er stærkest i nordgående retning fra Napoli mod Torino.

Men det er jo ikke første gang i fodboldhistorien, at en stjernespiller skifter klub mellem to rivaliserende klubber. Så hvorfor var Higuain-skiftet noget særligt?

For at besvare det må man forstå den italienske historie. For så indser man, at rivaliseringen mellem Napoli og Juventus handler om meget mere end bare fodbold. Det handler om hadet og modsætningerne mellem Norditalien med Torino og Syditalien med Napoli.

- Det er to fuldstændig forskellige verdener. Norditalien er et effektivitetssamfund, hvor alle styrter rundt og producerer og arbejder. Det er et af de steder i Europa, der bliver tjent flest penge, og folk er utroligt målrettede. Nede i Napoli har de jo en anden "laid back" stil. De er i hvert fald ikke bange for at tage lidt ekstra fri og sidde og spise spaghetti med muslinger nede ved vandet til frokost, siger Eva Ravnbøl, der dog understreger, at det er 'sat meget på spidsen'.

Den 18. februar 1861 blev Italien et "samlet" land, da det første italienske parlament samledes. I Torino vel at mærke.

Men her mere end 150 år senere er det langt fra på alle parametre, at Italien fremstår som et samlet land. Det skyldes især den økonomiske kløft mellem Norditalien og Syditalien, der er enorm. Og har været det i alle årene. BNP, indtægt og købekraft er langt højere pr. indbygger i Norditalien end i Syditalien. Samtidig er arbejdsløsheden og fattigdomen markant større i Syditalien. Velstandsforskellene er enorme - også her anno 2021.

- Det er ikke kun historisk. I syden føler man stadigvæk, at man på en eller anden måde er underdogs, og at alt er så uretfærdigt. Og samtidig er de enormt stolte af at være napolitanere. Men de der oppe fra nord er så arrogante og højrøvede. Napolitanerne synes ikke dem oppe nordpå har andet end fabrikker at være stolte af. For nede sydpå har de jo solen, smilet og livsglæden. Der er bare noget identitetsclash imellem nord og syd, som er meget tydelig, siger Eva Ravnbøl, der har boet i Italien siden 1990.

"Kom så Vesuv, vask dem med ild"

Juventus-fansang

Også Thorbjørn Thaarup, der ofte har været i Napoli for at følge sit hold - og derfor har mange bekendtskaber i det syditalienske, understreger betydningen af den underliggende konflikt mellem nord og syd.

- De napolitanere jeg kender, som er vokset op med hele denne konflikt, har noget helt andet på spil her. Der er uforståeligt meget på spil næsten, siger Thorbjørn Thaarup og uddyber:

- Mange syditalienere ser sig simpelthen som røvrendt fra fødslen af norditalienerne. Af et system, som de ikke føler, de kan gøre noget ved. Og af et system, som de ikke føler, at magthaverne har interesse i at ændre på, fordi de er norditalienere og lever fint med denne her ubalance. Hele den her samling af Italien tilbage i 1800-tallet var jo i virkeligheden et Norditaliensk initiativ, hvor det så var norditalienerne der endte med at sidde på magten.

- Og så har det jo også vist sig i Italien, at det ikke altid har været rent trav. Og syditalienerne går rundt med en eller anden vedvarende konspiration om systemet. Det er ikke nødvendigvis en sammenhængende konspirationsteori - det er bare en følelse af at være uretfærdigt tilsidesat og lidt fortabt i virkeligheden.

Og i fodbolden - og i særdeleshed i kampene mellem Napoli og Juventus - får man den mest destillerede og mest ekstreme version af problematikken.

Forargelsen og fordømmelsen går begge veje. For mens syditalienerne beskylder norditalienerne for at være arrogante og for at stjæle velstanden, så irriterer norditalienerne sig over, at de skal "holde hånden under" Syditalien. Og norditalienernes foragt over for Napoli er ofte kommet til udtryk i voldsomme sange fra Juventus-tribunerne under fodboldkampe:

"Lavali, lavali, lavali col fuoco, o Vesuvio lavali col fuoco", der kan oversættes til: "Kom så Vesuv, vask dem med ild".

Eller:

"Senti che puzza, scappano anche i cani, stanno arrivando i napoletani, o colerosi terremotati, voi con il sapone non vi siete mai lavati, Napoli colera sei la vergogna dell’Italia intera", der kan oversættes til: "Mærk, hvor de lugter! Selv hundene flygter, når de kolerasyge og jordskælvsramte napolitanere kommer. De har aldrig vasket sig med sæbe. Napoli lort, Napoli kolera, du bringer skam over hele Italien".

Det er sange, som Juventus ved flere lejligheder er blevet straffet for, og generelt bliver der slået hårdt ned på denne regionsbestemte diskrimination i Italien.

Konteksten i sangene handler om vulkanen Vesuv, der ligger få kilometer fra Napoli, som for snart 2000 år siden gik i udbrud og ødelagde byen Pompeji. Derudover blev Napoli hærget af voldsomme Kolera-epidemier fra 1884-1911, der dræbte tusindevis af mennesker.

Maradona ændrede syditalienernes syn på sig selv.

Eva Ravnbøl

Maradonas og fodboldens betydning i Napoli

Når det handler om Napoli og fodbold i samme sætning, så kan man naturligvis ikke komme udenom Diego Armando Maradona. Den argentinsk fodboldspiller, der anses som en af de bedste fodboldspillere i verden nogensinde, behøver næppe nogen større introduktion.

Men Maradona, der spillede i Napoli fra 1984-1991 og vandt to italienske mesterskaber med Gli Azzurri er faktisk også en nøgle til at forstå napolitanernes væsen. Og modstand mod Norditalien.

Det var netop dét, der gik op for Eva Ravnbøl, da hun i november 2020 dækkede Maradonas død fra gaderne i Napoli for TV 2.

- Jeg har aldrig helt fattet det så grundigt, som jeg gjorde, da jeg var i Napoli for at dække Maradonas død.

- Jeg talte med så mange mennesker, der græd over Maradona. Han er deres kæmpe store helt, fordi han simpelthen har ændrede syditalienernes syn på sig selv og deres plads i verden og i Italien. Pludselig blev de vindere takket være ham. Pludselig var de ikke sådan nogle, som andre så ned på, fordi de ikke var gode til noget, siger Eva Ravnbøl og fortsætter:

- Fodbold er bare så essentielt i Napoli. Når Juventus vinder mesterskabet, som de jo efterhånden er vant til, så er det ikke mit indtryk at den gængse borger i Torino går lige så højt op i det som en identitets-ting, som napolitanerne gør.

Da Diego Maradona døde i november sidste år, befandt Napoli sig midt i coronaepidemiens andenbølge og byen var lukket helt ned og kategoriseret som rød zone. Det betyder, at der praktisk talt var udgangsforbud i byen, medmindre man skulle købe ind eller på apoteket.

Men da dødsfaldet var en realitet, strømmede folk ud på gaderne i Napoli. Og politi og myndigheder lod det ske.

- Der er noget, der hæver sig over den slags. Hvis Maradona dør, så er det en menneskeret at stå og sørge sammen med sine venner nede på gaden, siger Eva Ravnbøl.

Og er man i tvivl om, hvor voldsom en fodboldby Napoli er, så kan man bare spørge Klaus Berggreen. Den tidligere danske fodboldspiller havde i 1986 så stort et fodboldnavn i Italien på grund af gode præstationer for Pisa, at Maradona og Napoli forsøgte at hente ham til Syditalien. Men danskeren turde ikke, og istedet tog han til Roma. Napoli var simpelthen for skræmmende.

- Folk dernede er utroligt varme og elsker fodbold. Men du får intet privatliv. Og det havde Maradona i den grad ikke, sagde Berggreen i forbindelse med Maradonas død.

- Det er jo ganske tragisk, at den store kærlighed, napolitanerne havde til ham, var med til at slå ham ihjel, siger Klaus Berggreen.

Juventus og Napoli har mødt hinanden 174 gange i historien i officielle kampe. 82 af dem er endt med sejr til Torino-mandskabet, mens Napoli har taget 39 sejre. Juventus tegner sig for 69 trofæer, mens Napoli har opnået 11.

Lørdag mødes de to storklubber så igen i deres indbyrdes kamp nummer 175. Juventus som forsvarende italienske mestre og Napoli som forsvarende pokalmestre(efter en finalesejr over netop Juventus, der efterfølgende skabte en stor skandale).

Diege Maradona blev mindet med klapsalver, da der var spillet 10 minutter af kampen.

Juventus har vundet Serie A utrolige ni gange i træk, og i den periode har 'Den Gamle Dames' hårdeste konkurrent om Scudettoen været Napoli, der er noteret for fire andenpladser på de seneste syv år.

- Juventus har ligesom altid været repræsentanten for Norditalien i fodboldmæssig forstand. Og rivaliseringen er ekstra stor, fordi Juventus er så dominerende. Men også fordi Napoli er så gode. Og så får rivaliseringen ekstra ilt, siger Thorbjørn Thaarup.

I den indeværende 2020/21-sæson har ingen af holdene dog imponeret endnu, og inden lørdagens møde mellem de to er Juventus nummer tre i Serie A, mens Napoli blot er nummer seks.

Og som den inkarnerede Napoli-tilhænger, Thorbjørn Thaarup, konstaterer inden lørdagens kamp:

- Generelt har det være en sæson med ganske få højdepunkter i det, der ellers er én stor pløre.

Men den pløre kan jo passende tørres væk med en Napoli-sejr lørdag aften. Eller måske med en omgang Gonzalo Higuain-toiletpapir.

Se Napoli - Juventus på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY lørdag kl. 18.00 med optakt fra kl. 17.30.