Fodbold

De snakker hele tiden Messi, men frygter tiden efter

KLUMME: Flemming Toft varmer op til til næste fase af Champions League, hvor der er store og interessante forskydninger på spil.

Fodboldens glasur bliver smurt ud med fortsættelsen af Champions Leagues knockout-kamp. Alt er ved det gamle - de fire store ligaer dominerer med 14 af de 16 tilbageværende hold, og desværre er alt også ved “det gamle” præget af den værste modstander, covid-19. Det betyder nedlukning af fans, nedlukning af flere hjemmebaner, nedlukning af fodboldens puls.

De engelske klubber er kun Corona-velkomne særlige steder, så Liverpool skal spille mod Lepizig i Budapest, Chelsea skal møde Atletico Madrid i Bukarest og Manchester City skal ligeledes til Budapest mod “hjemmeholdet” Borussia Mönchengladbach.

1/8-finalerne i Champions League

16. februar:

FC Barcelona - Paris SG

Leipzig - Liverpool

17. februar:

Porto - Juventus

Sevilla - Dortmund

23. februar:

Atletico Madrid - Chelsea

Lazio - Bayern München

24. februar:

Atalanta - Real Madrid

Mönchengladbach - Manchester City

Men isoleret set er der ganske interessante ting på spil i denne turnering. Ting, der kan skubbe ved magtbalancen i europæisk fodbold.

Skub i topligaernes magtbalance

De seneste 20 år har det stort set været det samme billede i den største klubturnering. Den engelske Premier League, den spanske La Liga, den italienske Serie A og den tyske Bundesliga leverer og bliver med spredning suppleret af enkelte enheder fra den franske Ligue 1 og mere sporadisk som i år FC Porto fra den portugisiske liga.

Sådan vil det formentlig blive ved at være, men den indbyrdes magtbalance er udfordret. Tysk klubfodbold har det øjeblikkelige momentum, når vi ser på trofæer. Bayern München er forsvarende Champions League-vindere, de vandt Super Cuppen og er netop kåret som verdens bedste klubhold efter VM i Japan. Der er seks hold fra Bundesligaen tilbage i de to europæiske turneringer.

- Men selvom tyskerne ligger på en sportslig top, så er de også i et vadested. Det kan være på lånt tid, konstaterer Keld Bordinggaard, der udover at have ekspertise i europæisk fodbold, tysk især, er strategisk og fodboldfaglig rådgiver i Bayer Leverkusen.

I den korte form er Bordinggaards bekymring de strukturelle ændringer, der er på vej efter en tid, “hvor det hele har været bureaukratiseret, hvor tysk fodbold høstede optur ovenpå VM-triumfen i 2014, hvor Bundesligaen blev globalt interessant og hvor store TV-kontrakter blev indgået. Men de glemte talenterne, de glemte spillerne og spillet, de glemte de loyale fans, de glemte det, der skaber værdi for klubberne. Og det er de igang med at ændre”.

I Premier League, der har syv repræsentanter med i Champions League (3) og Europa League (4), venter der en reaktion på Brexit. Topklubberne bliver næppe ramt af den særlige arbejdssituation for spillere og trænere udenfor EU, her er de kreative løsninger indenfor rækkevidde, men englænderne kan ikke længere frit hente særlige talenter under 18 år, og det kan betyde noget for et øget fokus på “egen avl” - en udvikling som faktisk er igang. Men hvor stor betydning får det de kommende år?

Vakler den spanske dominans?

Spanien har været dominerende de seneste 20 år på europæisk topplan. Ni gange har spanske hold vundet Champions League siden 2001 - England (4), Tyskland (3), Italien (3) og Portugal en enkelt (2004, FC Porto).

Spanien har fire hold med blandt de 16 sidste i Champions League - Real Madrid, Atletico Madrid, Valencia CF og FC Barcelona. Og netop sidstnævnte bliver der holdt et ekstra vågent øje med i de to kampe mod Paris Saint-German. På grund af - ja, Lionel Messi.

Den spanske La Liga, og dermed klubfodbolden i Spanien, har i høj grad i nyere tid været eksponeret af Cristiano Ronaldo og Lionel Messi og deres indbyrdes duel på verdenstoppen. Rivaliseringen har fascineret en hel verden - det individuelle om målene, om “Ballon d’Or”, årets spiller, og det klubmæssige “El Classico”, Real Madrid kontra FC Barcelona.

Ronaldo fra 2009-2018, Lionel Messi fra begyndelsen af dette årtusinde og indtil….? Det løftede interessen for spansk fodbold globalt, klubberne (selvfølgelig især de to, men senere mere generelt) blev interessante for investorer, TV-aftalerne rykkede op i milliardklassen, fanskaren blev talt i to eller trecifrede milliontal.

Da Cristiano Ronaldo forlod Real Madrid i 2018, mistede Real Madrid en million følgere på de sociale medier indenfor 24 timer efter offentliggørelsen af hans kontrakt med Juventus. Real Madrid har stadig en verdensomspændt aura, men La Liga generelt har mærket til hans farvel. Interessen er dalet i det økonomisk stærke asiatiske og amerikanske marked.

Og de frygter at det kan gå endnu værre, hvis Lionel Messi forlader FC Barcelona og La Liga efter denne sæson - en exit til Paris SG efter de to kommende kampe kan blive afgørende. Messi uden Europa betegnes som Messi uden FC Barcelona. Og det vil være en “katastrofe” for den spanske fodbold, for en manglende international interesse vil ramme alle spanske klubber, som “El Pais” skrev tidligere i år. “Økonomisk og dermed sportsligt”.

Hvad er Barcelona - og spansk fodbold - uden Messi?

Vi taler meget Lionel Messi, vi taler meget Cristiano Ronaldo. Og det hænger ikke kun sammen med de sportslige værdier, men også fordi vi her har to særlige personligheder, der har erobret en hel verden, uanset hvem man plakathænger på væggen. Og det er det spanierne frygter kan være tabt og vil få konsekvenser. Deres navne er på dagsordenen overalt. Ronaldo, Messi - og brasilianske Neymar (nu PSG) har tilsammen 1,2 milliarder følgere på de sociale medier. Neymar forlod FC Barcelona i 2017, og det kunne mærkes på den generelle, globale interesse for den catalanske klub.

FC Barcelona er lige nu mere præget af økonomisk og politisk kaos end af en sportslig usikkerhed. Ganske vist er resultaterne svingende med øjeblikkelig pil opad i La Liga, men pandemien har - som hos de fleste andre storklubber - kastet klubben ud i et milliardunderskud, der er uro omkring valget af ny præsident, klubbens ca. 150.000 medlemmer og millioner af fans venter spændte og med frygt for fremtiden. Er FC Barcelona med eller uden Lionel Messi efter sommeren?

FC Barcelona mod Paris SG vækker også interesse, når bakspejlet finder deres to møder i Champions League 2016-17. Franskmændene chokerede med en 4-0 sejr hjemme på Parc des Princes på mål af di Maria (2), Draxler og Cavani.

Så fulgte returopgøret den 8. marts på Camp Nou. Det historiske comeback fra FC Barcelona. Fra det ydmygende nederlag i Paris spillede de fire kampe i La Liga og vandt dem alle. 2-1 Leganés, 2-1 Atletico Madrid, 6-1 Sporting Gijon, 5-0 Celta Vigo - Messi scorede i dem alle. Undervejs meddelte træner Luis Enrique, at han stoppede som træner efter sæsonen - et naturligt komme efter de 0-4 i Paris.

Men der blev vendt grundigt op og ned på magisk vis. Luis Suárez indledte efter tre minutter, så fulgte et fransk selvmål, Messi til 3-0 inden Cavani “punkterede” håbet til 1-4. Og så de magiske 414 sekunder - to gange Neymar og Sergi Roberto til 6-1.

“De her gutter har gjort alting, men de har aldrig gjort noget lignende”, stod der i engelske “Daily Telegraph”. I Spanien benævner de det almindeligvis som “La Remontada” (comeback), og det bliver fejret hvert år på dagen i de catalanske aviser.

Det er dette comeback, de snakker om i Barcelona - når de ikke snakker Messi. For de frygter, at et samlet exit til Champions League er et farvel til Messi og dermed farvel til en storhedstid.

Messi er nu den spiller, der har scoret flest mål for ét klubhold. Video: TV 2 SPORT