Fodbold

Når tak er et fattigt ord

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker ser nærmere på ugen, der er gået i LaLiga.

Sidste uges højdepunkt

Messi

Weekenden bød på endnu et kapitel i kærlighedsromanen mellem Lionel Messi og verdenens fodboldelskere. Som optakt til den kunstige “Valetines Day” fik vi lørdag aften et ægte eksempel på kærlighed. Nemlig Messi og hans fodbold.

Inden tillægstiden af første halvleg havde den lille argentiner kun gjort sig bemærket med en enkelt iøjnefaldende aktion, men hans scoring blev annulleret for offside, mens geniet blot grinte og rystede lidt på hovedet af den diskutable dom. Da stadionuret pressede viseren forbi de første 45 minutter, indlod Koeman, os kommentatorer og 21 spillere sig på, at hjemmeholdet kunne gå til pausen med spillets spinkleste føring.

Den plan havde Messi dog ikke tænkt sig at følge, og med et hurtigt træk, en enkelt dribling og et slangehug i det korte hjørne paralyserede han Pachecho i Alaves-målet og sendte FC Barcelona godt på vej mod sin syvende sejr i træk. I øvrigt på identisk manér med sidste uges scoring, hvor roden af målstolpen også fik sig en syngende lussing, da Messi udlignede i kampen mod Real Betis.

Messi skulle blot bruge to minutter på banen for at kunne udligne mod Real Betis. Video: TV 2 SPORT

Vi forlod kommentatorboksen med et smil på læben over den smukke scoring, men havde vi vidst, hvad der var i vente, burde det være champagne, og ikke kaffe, der skulle gøres klar til anden halvelg.

Alaves kom kortvarigt tilbage i opgøret, da Rioja udnyttede en stor fejl fra unge Ilaix Moriba, men i stedet for et storstilet comeback skulle den scoring vise sig at være startskuddet på en ustyrlig Messi-opvisning.

Med driblinger, lob, forfinter, mål og tekniske detaljer, som kun burde findes i computerspil, forførte den lille troldmand alle fodboldelskere i kampens sidste halve time. Den smukkeste detalje af dem alle endte desværre med en afbrænder fra Griezmann, men vi fik igen et bevis på, at Messis hjerne og fødder snakker hurtigere sammen, end vi nogensinde tidligere har set det på en fodboldbane.

“Det danske sprog har ikke ord, der beskriver den præstation”.

Sådan lød det fra min kollega Kristian Wulff, da han beskrev Emilien Jacquelins fænomenale guldløb i skiskydning søndag eftermiddag, og det citat indrammer perfekt den følelse, jeg sad med sent lørdag efter Messis opvisning i anden halvleg. Få spillere formår at ophøje fodbold til kunst, og ingen formår at forføre os tilskuere på den måde, som Messi har gjort det i årtier.

Så tak Leo, selvom det blot er et fattigt ord i denne sammenhæng.

Alaves viste tænder, men kom aldrig i nærheden af Barcelona, der kom op i gear i kampens løb. Video: TV 2 SPORT

Sidste uges skuffelse

Ubåden tager vand ind

Villareal har blot vundet et enkelt opgør, efter 2021 har meldt sin ankomst, og krisen begynder at kradse hos de gulblusede.

Siden 4-0 opvisningen i Vigo, er det blevet til fire uafgjorte kampe, et pokalexit til Levante og sent søndag aften kulminerede den dårlige form så med et nederlag til Real Betis. Derouten har sendt Emerys mandskab ud af kampen om top-fire, og får holdet ikke rettet kursen op snarligst, kan Villareal risikere at miste udsigten til europæisk fodbold fuldstændig.

Netop europæisk succes er Unai Emery garant for, og den seneste måneds nedsmeltning har gjort de kommende Europa League-opgør mod RB Salzburg vitale for det forår, holdet fra det nordlige Valencia går i møde.

Fraværet af de spanske målmaskiner Alcacer og Moreno har været mærkbart, men heldigvis for Emery er de begge tilbage i fulde omdrejninger, omend rusten lige skal bankes af hos begge spillere. Klubben udmærker sig ved at levere flest spillere til det spanske landshold over det sidste halvandet års tid, og det er på høje tid, at rutinerede kræfter som Albiol, Parejo, Asenjo og Moreno får lappet det hul i skroget, som får den gule ubåd til at tage alt for meget vand ind lige nu.

Sidste uges oversete

Lazaretterne fyldes

Oftest er det rart at få ret, når man bliver bedt om at spå om fremtiden. Men én af de spådomme, der er gået i opfyldelse den seneste måned, havde vi gerne været foruden.

Som forudsagt er skaderne i LaLiga nemlig væltet indover holdene, i takt med at det komprimerede kampprogram sætter sin spor.

Ramos, Hazard, Gimenez, Moreno, Alcacer, Carvajal, Diego Carlos, Braithwaite…

Ovenstående liste er ikke introen til en reklamefilm for LaLiga, men derimod en parade af skadede spillere de seneste uger og måneder. Og de navne udgør desværre blot toppen af isbjerget, og umiddelbart er der ikke mange tegn på, at klubbernes fysioterapeuter kan lægge overarbejdet på hylden. Læg dertil de ugentlige corona-tilfælde i alle klubberne, og vi står tilbage med meget decimerede spillertrupper.

Værst ramt har Real Madrid været i denne sæson, hvor Carvajals skade søndag eftermiddag var nummer 40 (!) hos de forsvarende mestre. Zidane har for vane at trække store veksler på sine trofaste (ældre) støtter, men det kan vise sig at være netop den taktik, der koster ham mesterskabet i år. Hans trup er ganske enkelt for tynd til at modstå de mange skader, som uvægerligt vil komme med den belastning, hans spillere bliver udsat for.

Og mens Zizou får grå hår af det skadeshelvede, hans mandskab går igennem, så bliver vi seere også budt på mindre kvalitet, end det LaLiga normalt tilbyder os.

Spillerne skulle gerne være klar til at toppræstere, når EM skydes i gang om små fire måneder, men lige nu ligner det mest, at en solstol og noget hvile ville være kærkomment for ligaens stjerner.

Atletico-spillerne har opbygget sig et solidt forspring i LaLiga.

Hvad skal vi glæde os til i den kommende uge

Atletico i vater

Den kommende uge byder på hele to opgør mellem Atletico Madrid og Levante. Klubberne har et hængeparti tilbage fra spillerunde to, der skal indhentes onsdag aften, inden de så igen krydser klinger tre dage senere. Kan Simeones tropper snuppe to sejre, begynder det for alvor at dufte af guld hos de bolsjestribede fra hovedstaden.

I den forgangne weekend vandt alle klubberne i top fire relativt sikkert, og det ligner samme scenarie i den kommende weekend. Presset er dog umådeligt meget større på de tre forfølgere, da et enkelt fejltrin vil sende dem ud af mesterskabskampen, mens Atletico har opbygget sig så tilpas et stort forspring, at de kan tillade sig et pointtab eller to.