Fodbold

Barca-stjerner svinede hinanden til i ydmygelse

Antoine Griezmann og Gerard Piqué endte i et verbalt slagsmål, da Barcelona tabte med 4-1 til PSG på Camp Nou.

Det blev til en klar fransk sejr, da PSG gjorde livet surt for Barcelona.

Franskmændene leverede en 4-1-afklapsning i ottendedelsfinalen i Champions League, men det var ikke den eneste kamp, der udspillede sig på Camp Nou tirsdag aften.

Efter cirka 38 minutter fløj franske Antoine Griezmann og spanske Gerard Piqué i flæsket på hinanden, da der udspillede sig en verbal slåskamp mellem de to holdkammerater.

På det her tidspunkt var stillingen 1-1, og Piqué var ikke tilfreds med Griezmanns beslutninger mod slutningen af første halvleg. Derfor fik han en røffel, som tydeligt blev opfanget af mikrofonerne på det tilskuerløse stadion, hvor det spanske skældsord "puta" (i denne sammenhæng "fucking", red.) blev slynget afsted talrige gange.

Ifølge flere spanske medier - herunder AS og Marca - forlangte den erfarne forsvarsklippe, at franskmanden skulle være bedre til at holde fast i kuglen, da Barcelona-mandskabet havde det svært nok i forvejen. Herfra udviklede kontroversen sig yderligere.

  • Piqué: Hold nu fucking længere fast i bolden. Kom nu!
  • Griezmann: Rolig Geri (Piqué, red.). Hold op med at råbe!
  • Piqué: For helvede, Grizzi (Griezmann, red).
  • Griezmann: Fuck dig!
  • Piqué: Nej, fuck dig! Vi lider, og det har været sådan her i de sidste fem minutter!
  • Griezmann: Jeg ved godt, vi har det svært, men lad være med at råbe!

Barcelona holdt stand frem mod pausefløjtet og kunne liste ind i omklædningsrummet ved stillingen 1-1. Godt 20 minutter inde i anden halvleg tog PSG for alvor fra med en storspillende Kylian Mbappé i front, der lavede et hattrick i opgøret.

I 79. minut blev Piqué erstattet af Riqui Puig, og danske Martin Braithwaite kom ind i stedet for Griezmann, da der resterede fem minutter af den ordinære spilletid.

Det var i øvrigt Piqués første kamp tilbage i cataloniernes startellever, siden han blev skadet tidligere i sæsonen. Og selvom det blev til et klart nederlag, var Barcelonas hollandske cheftræner glad for at have sin defensive styrmand tilbage i forsvarskæden.

- Han havde det fint. Man ved aldrig, hvornår øjeblikket er rigtigt for at bringe ham, når han har været ude i tre måneder. Han døjede dog en smule med smerter, og når man er nede med 4-1, er der ingen grund til at tage chancer, fortalte Ronald Koeman efter opgøret ifølge Marca.

Griezmann tog direkte videre til lufthavnen

I timerne efter slutfløjtet kom Antoine Griezmann igen i fokus. Spanske journalister og medier - herunder AS - fangede franskmanden ved El Prat-lufthavn, da han forholdsvist hurtigt havde forladt Camp Nou, hvor ekkoet fra nederlaget stadig rungede.

Ronald Koeman har nemlig tildelt hele Barcelona-truppen et par fridage frem mod søndagens La Liga-opgør mod Cádiz, og den tidligere Atlético-angriber har planer om tilbringe to fridage uden for Barcelonas og Spaniens grænser i hjemlandet Frankrig.

Det førte til kritik på de sociale medier, da der i øjeblikket er udgangsforbud efter 22.00 i den catalanske storby.

Barcelona får mulighed for at revanchere sig mod PSG i returkampen på Parc des Princes 10. marts.