Fodbold

Norsk træningskamp kritiseres af statsministeren

Det norske sundhedsdirektorat mener, at en træningskamp mellem Brann og Bodø/Glimt var i strid med coronareglerne.

De to norske fodboldklubber Brann og Bodø/Glimt spillede fredag middag en i deres øjne harmløs træningskamp.

Efter kampen er klubberne dog kommet i strid modvind, da de ifølge TV 2 Norge beskyldes for at have forbrudt sig på de gældende corona-retningslinjer.

Jeg mener, at Brann skal følge de regler, der gælder i Bergen

Erna Solberg, Norges statsminister

Bergen Kommune, hvor kampen blev spillet, er underlagt en række restriktioner, der blandt andet betyder, at der ikke må afholdes arrangementer på grund af smitterisikoen.

Egentlig er professionel idræt og topidrætsarrangementer tilladt, men da de to klubbers møde blot var en træningskamp, var kampen ifølge det norske sundhedsdirektorat et brud på reglerne.

- Træningskampe er defineret i samme koncept som seriekampe. Og det er uhensigtsmæssigt at tro, at der er mindre smitte i træningskampe end seriekampe, siger sundhedsdirektør Bjørn Guldvog.

Brann er uenige

Også den norske statsminister har kommenteret på sagen.

- Jeg mener, at Brann må følge reglerne, som gælder i Bergen. Grunden til, at vi ikke ønsker dette, er, at vi ikke vil flytte folk mellem to zoner med et ulige smittetryk, sagde Erna Solberg på et pressemøde fredag.

I centrum af det hele står Brann, som afholdte træningskampen.

Og de er langt fra enige i, at de har forbrudt sig på reglerne.

- Vi mener, at denne træning er indenfor reglementet. Det her er ikke et arrangement. Det er der ingen, der mener, siger daglig leder i Brann, Vibeke Johannesen, til TV 2 Norge.

Branns modstandere i dagens træningskamp, Bodø/Glimt, har dansk islæt på holdet i form af Kasper Junker.