Fodbold

Barcelona har brug for meget mere end et skud Messi-vaccine

Kylian Mbappé udstillede Barcelonas krise med sit hattrick. Barca har brug for en genstart, men har ingen penge, ingen præsident og ingen plan.

Indimellem efterlader en fodboldkamp et billede, der skærer det hele ud i pap. Sådan var det tirsdag aften på Camp Nou. Forsideredaktøren på den franske sportsavis L’Équipe havde jordens letteste opgave, da han skulle beslutte sig for onsdagens forside.

For hvad var dog mere sigende end billedet af den galopperende Kylian Mbappé, i en blanding af atletisk overlegenhed og letbenet elegance, over for den trætte, forpinte Gerard Piqué, der knap kunne holde sig på benene og ikke engang var i stand til at flå Mbappé ned, selvom han gjorde sit bedste forsøg?

Barcelona er blevet overhalet af nyrige Paris Saint-Germain, og catalanerne står fortabte tilbage og iagttager forfaldet, men aner ikke, hvordan de skal forhindre det. Kylian Mbappé er det bedste bud på 2020’ernes største fodboldstjerne. Og Piqués generation er pensionsmoden, hvor hans tilstedeværelse i startopstillingen mod PSG, to en halv måned efter hans seneste kamp, udstillede en klub, der må klynge sig til de aldrende profiler, der ikke længere er, hvad de var.

Galactiques” lød det på L’Équipe-forsiden, efter at Mbappé havde scoret hattrick som den første gæst på Camp Nou i Champions League siden 1997.

”Mbappé regerer i Messis hjem,” skrev El País.

”Orkanen Mbappé” lød forsiden på AS.

Og sådan kunne man blive ved.

4-1-nederlaget i den første Champions League-ottendedelsfinale var den ultimative ødelæggelse af FC Barcelonas sæson 2020/21. Alt håb synes ude – også selvom alle husker det eventyrlige comeback for fire år siden mod samme PSG.

Barcelonas blødning

Syv ligasejre i træk havde ellers skabt en vis tro i Barcelona op til kampen. Cheftræner Ronald Koeman lod til at have fundet sit hold og sin formation, og Lionel Messi var sit gamle jeg og virkede igen som en spiller, der nød at spille for FC Barcelona. Ja, efter 5-1-sejren over Alavés i lørdags fremstod Barcelona-lejren ligefrem selvsikker inden mødet med sidste sæsons Champions League-finalister.

Den optimisme fremstår nu som en naiv illusion. For hvordan kunne man tro, at dette Barcelona-hold i denne sæson virkelig kunne udfordre et europæisk tophold, der er designet til at spille med om slutsejren i Champions League?

PSG var det meste af aftenen et skridt foran i tanke og handling – og lod til at være det samme i sin analyse af fodboldens udvikling og af, hvad der skal til for at konkurrere på højeste niveau i 2020’erne.

Barcelonas Champions League-nedture

  • 2016/17: Juventus (kvartfinale): 0-3, 0-0
  • 2017/18: Roma (kvartfinale): 4-1, 0-3
  • 2018/19: Liverpool (semifinale): 3-0, 0-4
  • 2019/20: Bayern München (kvartfinale): 2-8
  • 2020/21: Paris SG (ottendedelsfinale): 1-4, ?-?

Over for sådan en modstand fremstod Barcelona som et spagfærdigt og rådvildt mandskab. Et hold, der på samme tid er under afvikling og udvikling med al den usikkerhed, det indebærer. Fysisk kom Barça til kort. PSG’s presspil var mere, end hjemmeholdet kunne håndtere. Catalanernes positionsspil var slet ikke godt nok til at bringe franskmændene i problemer. Og banens største individualist spillede for pariserne.

Den aktuelle sejrsrække i LaLiga er hovedsageligt kommet mod mindre hold, og i hele sæsonen har det været en tendens, at Barcelona ikke har kunnet klare sig mod de bedste. I LaLiga er det blevet til nederlag mod Real Madrid og Atlético Madrid. I Copa del Rey blev det i sidste uge til nederlag mod Sevilla. I den spanske Supercopa blev det til et finalenederlag mod Athletic Bilbao. Og i de sidste to Champions League-hjemmekampe er det samlet endt 1-7 mod Juventus og PSG.

Forudsigelig ydmygelse

År efter år er Barcelona blevet sendt ud af Champions League efter spektakulære sammenbrud. I begyndelsen blev det kategoriseret som konsekvens af en offday uden nogen god forklaring. Efterhånden begyndte det at ligne en tendens. Og nu er der næsten noget forudsigeligt over et stort nederlag i knockoutfasen.

Situationens alvor er gået op for forsvarsspilleren Gerard Pique.

Ydmygelsens karakter flår alle plastre af Barcelonas blødning og udstiller, at klubben fortsat befinder sig i en eksistentiel krise og ikke er på vej ud af den. Nu leder alle igen efter forklaringer på storklubbens deroute og efterlyser svar på, hvad fremtiden skal bringe.

Problemet er bare, at spørgsmålene stadig er flere end svarene, og sådan har det været alt for længe. I første omgang venter vi på at få valgt en ny præsident, efter at valget i januar blev udsat til marts på grund af covid-19.

Men medmindre Joan Laporta, Víctor Font eller Toni Freixa – de tre kandidater – falder over en enorm krukke med guld, skal der mere end en ny præsident til for at bygge et nyt Barça. For den kommende ledelse vil være underlagt stramme økonomiske bånd. Kombinationen af elendig og uansvarlig ledelse under ekspræsidenten Josep Maria Bartomeu og en uventet pandemi med enorme økonomiske konsekvenser har været ødelæggende for Barcelona.

Covid-19 kunne dårligt have ramt på et værre tidspunkt end nu, hvor Barcelona har brug for at kunne tage markante beslutninger. FC Barcelona er måske den europæiske storklub, som pandemien har ramt hårdest.

En umulig sæson

Cheftræner Ronald Koeman har fra start været på en umulig opgave, og de færreste giver ham skylden for elendigheden. Koeman har som regel udlagt tilstanden uden omsvøb og er med sin kontante fremtoning blevet en figur, der sætter ord på problemerne i Barcelona.

- Vi er ikke i en tilstand, hvor vi kan vinde store titler, sagde Koeman for nogle uger siden. En sådan udtalelse ville normalt være det rene selvmord for en Barcelona-træner. Nu er det blot en udlægning af det åbenlyse, og i en lederløs klub har Koeman ingen, han skal være loyal overfor.

Ronald Koeman kunne ikke stille meget op i kampen mod PSG.

Koeman er fra start blevet set som en overgangsfigur, og sådan ender det nok også. For hvor en ny præsident vil have begrænset råderum i forhold til spillerindkøb, så vil han i det mindste kunne vise handlekraft ved at ansætte en ny træner – allerhelst Xavi Hernández.

Helt ubetydelig har Koeman dog ikke været. For noget er spiret frem i denne sæson. Et frisk pust af ungdommelig optimisme og talent. Tirsdagens kamp understregede brutalt, at det så langt fra er nok til nu og her at konkurrere med et hold af PSG’s kaliber. Men på sigt kan det blive Koemans vigtigste arv, at han førte flere unge spillere ind på Barcelonas bedste hold.

18-årige Pedri har været en åbenbaring på midtbanen med et strejf af Iniesta. Ansu Fati gav i efteråret løfter om, at han vil blive en stor spiller for Barcelona. Ronald Araújo er trådt ind i midterforsvaret med klasse og forudseenhed. Sergiño Dest var nok oppe imod overmagten i form af Mbappé, men har tidligere vist lovende takter. Og Frenkie de Jong har løftet sig i den seneste tid.

I de spillere ligger der et potentiale og et håb, som er meget værd i en tid uden muskler til at konkurrere på transfermarkedet.

Barcelonas forfald har givet ungdommen et alt for stort ansvar i denne umulige sæson. Men på sigt kan det komme dem til gavn. Xavi, Carles Puyol og Andrés Iniesta kom også op på førsteholdet i en tid, hvor klubben var præget af uro og slingrekurs.

En bekymring er det dog, at der i fornyelsen ikke er catalanske spillere fra akademiet, der naturligt kan føre kulturen og identiteten videre. Her står Barcelona over for et enormt tomrum, når Piqué og Sergio Busquets inden alt for længe takker af. Tirsdag sluttede de begge på bænken efter udskiftninger, og deres sportslige betydning har i et stykke tid været faldende.

Messi-vaccinen

Og så er der Lionel Messi, der fortsat står i centrum for det hele, og hvis fremtid er grundlaget for alt, hvad der kommer til at ske.

Hvad tænkte Messi, da han gik fra banen tirsdag aften? Og hvad gjorde nederlaget ved hans tanker om tiden, der kommer? Måske har han allerede taget en beslutning, men kampen kan i hvert fald ikke have styrket hans i forvejen begrænsede tro på, at Barcelona i de kommende år vil kunne vinde Champions League.

Præsidentkandidaterne udtaler i kor, at de vil gøre, hvad der er muligt, for at få Messi til at fortsætte i klubben. At give udtryk for det modsatte ville utvivlsomt være at skyde sig selv i foden inden det forestående valg.

Men måske er det bedst for alle parter at komme videre. For hvad får Barcelona ud af at holde på Messi et par år endnu? En ny kontrakt vil være en meget dyr vaccine uden garanti for den ønskede effekt i form af Champions League-succes. Og langtidseffekten af Messi-vaccinen vil sandsynligvis være, at den nødvendige fornyelse og genfortolkning af Barcelonas fodboldmæssige identitet vil blive udskudt.

Lionel Messi har kontraktudløb med Barcelona efter denne sæson.

For selvom Messis kvaliteter i sig selv stadig burde kunne give ham en rolle på Barcelonas hold i flere sæsoner endnu, så har de sidste par år efterladt et indtryk af, at det aldrig bliver rigtig godt igen. Måske fordi fortiden var så smuk, at nutiden og fremtiden aldrig kommer til at måle sig med den. Måske fordi Messis personlighed ikke er i stand til at håndtere en rolle som den, der faciliterer fornyelsen.

For den fornyelse er tiltrængt. Det var, hvad tirsdagens kamp endte med at udstille. Mødet mellem Messi og Mbappé var iscenesat som opgøret mellem verdensfodboldens nutid og fremtid. Efter Mbappés opvisning må den opfattelse revideres: Det var fortiden, der tabte til nutiden. Både når det handler om spillerne og om deres klubber.

Det – og meget andet – er Barcelona nødt til at indse. De skal starte forfra og fra bunden definere sig selv. Og for at starte forfra er man nødt til først at afslutte det, der lå forud.