Fodbold

Danskerklubben Brentford taber for tredje gang i træk

Brentford tabte på udebane til Coventry, hvilket var klubbens tredje nederlag i Championship siden søndag.

For en uge siden lignede Brentford et hold på sikker vej mod oprykning til Premier League, men siden i søndags er alt gået den gale vej for danskerklubben, der har Thomas Frank som cheftræner.

Lørdag tabte holdet for tredje gang på syv dage, da udekampen mod Coventry fra den tunge ende af Championship blev tabt med 0-2.

Trods stimen af nederlag ligger Brentford stadig på den andenplads, der giver direkte oprykning til Premier League, men det er formentlig en stakket frist.

Holdet har bare et point ned til formstærke Swansea, som har spillet tre kampe færre på fjerdepladsen. Det walisiske hold skal senere lørdag på besøg hos Huddersfield.

Mathias Jensen, der var anfører, samt Mads Bech Sørensen og Mads Rasmussen startede inde for Brentford, og de kunne efter 18 minutter se Tyler Walker bringe hjemmeholdet foran på et straffespark.

Ni minutter efter pausen sørgede Walker også for målet til 2-0, efter at Brentford-keeper David Raya på sit målspark sendte bolden ud i fødderne på en modstander.

Kort efter sendte Thomas Frank Henrik Dalsgaard på banen i stedet for Mads Rasmussen, men lige meget nyttede det for topholdet.

Førerholdet Norwich ligner lige nu det bedste bud til at snuppe en af de direkte oprykningspladser.

Nummer tre til seks skal gennem playoffkampe, hvor den tredje og sidste oprykker findes.

Brentford var i sidste sæson meget tæt på at rykke op i Premier League, men holdet snublede på målstregen.