Fodbold

Eriksen meldes klar fra start i historisk derby

Milan og Inter tørner sammen i et brag af et derby, når de to rivaliserende klubber skal kæmpe om at spille sig helt til tops i Serie A.

Det er blot få måneder siden, Inter-ledelsen var klar til at skylle Christian Eriksen ud med badevandet. Men nu tyder det på, at den danske kreatør vil være at finde fra start i en af klubbens vigtigste opgør i 10 år.

Derby della Madonnina. Rivalopgøret mellem Inter og Milan søndag eftermiddag på det legendariske stadion San Siro.

Ifølge La Gazetta dello Sport og Sky Sport Italia er Christian Eriksen udset til at skulle udgøre Inters centrale midtbane sammen med Nicolo Barella og Marcelo Brozovic, selvom profilen Arturo Vidal er tæt på at være sin skade kvit.

- Optimismen vokser angående Vidals skadesstatus op til derbyet, men Eriksen lader til at være bekræftet fra start, skriver Gazettaen.

Vidals form eller ej. TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker vurderer, at Eriksen ville blive valgt fra start uanset, taget hans seneste bedrifter på grønsværen i betragtning.

- Konstellationen med Brozovic og Eriksen har fungeret fantastisk, da det frigør Barella lidt mere. Rent taktisk er det også et udtryk for, at Antonio Conte gerne vil kontrollere en ekstrem vigtig kamp med bolden, og det er en af Eriksens helt store styrker. Derudover er han virkelig ved at finde sig til rette, og på det seneste har han blåstemplet sig selv som et fuldgyldigt medlem i Inters startellever, lyder det fra Mads Junker.

Efter Inters seneste kamp mod Lazio blev kan kaldt en "leder" og chokerede efterfølgende i et interview, hvor han havde et italiensk svarberedskab klar.

Mod slutningen af januar afgjorde Eriksen ligeledes den italienske pokalturnering på et direkte frispark, da han krøllede kuglen i kassen til slutresultatet 2-1 mod netop Milan.

Uhyre vigtigt opgør med en kamp i kampen

I samme kamp røg Zlatan Ibrahimovic og Romelu Lukaku også i totterne på hinanden og endte i en verbal infight, hvor Lukaku blev voldsomt ophidset over noget, Ibrahimovic sagde.

Søndagens derby er første gang i 10 år, hvor Milan og Inter kolliderer i en duel, hvor klubberne har ligget henholdsvis nummer 1 og 2 i den bedste italienske fodboldrække. Dermed er det ikke en hvilken som helst kamp, som både Simon Kjær og Christian Eriksen tager del i.

- Vi så, hvor højt bølgerne gik i Coppa Italia. Der var virkelig knald på, og det kan vi godt forvente igen. Hvis vi ser bort fra Eriksen, så er Lukaku og Zlatan-duellen ekstrem vigtig at holde øje med både på og uden for banen. Det er de to målscorere, de to opspilspunkter og de to sportslige ledere på grønsværen.

- Så det bliver spændende at se, om de overhovedet kan finde ud af at omgås hinanden i en kamp, der er så markant, lyder den korte analyse fra Mads Junker.

Lukaku har nettet 16 gange for de blåstribede, mens Ibrahimovic har scoret 14 mål for Milan.

Inter topper lige nu ligaen med 50 point, der er skarpt forfulgt af Milan på andenpladsen med 49 point. Opgøret spilles på søndag 15:00. Kampen kan ses direkte på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.