Fodbold

Koeman omfavner Piqués raseriudbrud mod Griezmann

Piqúe er for alvor blevet sin skade kvit og kan se frem til 90 minutter mod Cádiz, når Barcelona skal forsøge at holde trit med de to Madrid-klubber.

En højlydt sviner til holdkammeraten Antoine Griezmann har kastet ros i retning af Gerard Piqué.

Det står klart efter lørdagens pressemøde i den catalanske storklub, hvor Ronald Koeman skulle forholde sig til en batalje, der udspillede sig mellem de to spillere i klubbens Champions League-nederlag til PSG onsdag aften.

- Under en kamp er der mange følelser, og der vil altid være ting, man ikke kan acceptere. Det er kun godt, vi har sådanne spillere på holdet. Jeg har intet problem med, at det sker under en kamp. Jeg kan godt lide det, lød det fra den hollandske cheftræner ifølge Mundo Deportivo.

I opgøret, som Barcelona tabte med 4-1, var Piqué ikke glad for Griezmanns beslutninger mod slutningen af første halvleg. Derfor fik franskmanden en røffel, som tydeligt blev opfanget af mikrofonerne på det tilskuerløse Camp Nou, hvor det spanske skældsord "puta" (i denne sammenhæng "fucking", red.) blev slynget afsted talrige gange.

Piqué forlangte, at Griezmann skulle være bedre til at holde fast i kuglen, da Barcelona-mandskabet kæmpede med at holde PSG's offensive maskine for døren. "Fuck dig" var ordene, han blandt andet fik sagt ifølge flere spanske medier. Herunder AS og Marca.

Tilbage efter skade

Det så grimt ud, da Piqués knæ vred under et hændeligt sammenstød i kampen mod Atlético Madrid tilbage i november sidste år.

Det resulterede i en længere skadespause for den rutinerede forsvarsspiller, der døjede med en forstuvning og delvis skade på det forreste korsbånd i højre knæ. Kampen mod PSG var således Piqués første tilbage i den catalanske startellever.

Koeman forventer også at bruge sin styrmand fra start i søndagens kamp mod Cádiz.

- Gerard har det fint. Han havde godt af at få 60 minutter i benene den anden dag, og han har ikke haft problemer siden, oplyste han på lørdagens pressemøde.

Piqué forsøger at følge med Kylian Mbappé, der brillerede i PSG's sejr. Franskmanden lavede et hattrick.

I liga-sammenhæng har det dog set yderst lyst ud for Barcelona i den seneste periode. Holdet er ubesejret i 10 kampe med 8 sejre.

Klubben byder Cádiz op til dans søndag 14.00. Kampen kan ses direkte på TV 2 PLAY.