Fodbold

Uheld og dårlig attitude har åbnet titelræset, siger ekspert

Atletico Madrid har kun hentet fem af tolv mulige point i de seneste uger efter en ellers suveræn sæson i toppen af den spanske liga.

Atletico Madrid fører ganske vist fortsat LaLiga, men de skal til at passe på.

Sådan lyder vurderingen fra TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen, der kommenterede topholdets 2-0-nederlag på hjemmebane til Levante lørdag eftermiddag.

- I starten af den her dårlige periode har det handlet om, at de har taget lidt for let på opgaven, fordi de pludselig var så suveræne, som de jo var. Der har været en dårlig attitude i mange af de dyder, de har haft med at forsvare sig godt.

Atletico Madrid har kun vundet én af de sidste fire kampe og holdets notorisk stærke defensiv har indkasseret mål i syv kampe i træk.

Efter 23 kampe fører Diego Simeones tropper LaLiga med tre point ned til Real Madrid, der dog har spillet en kamp mere.

- For fire uger siden handlede det om, om det var 11-12-13 point, de ville være foran, hvis de vandt sine udsatte kampe, siger fodboldeksperten.

Coronavirus, karantæne og skader

Når Kasper Lorentzen omtaler de spillemæssige problemer som værende 'i starten' af den dårlige periode, er det fordi hovedstadsklubben også har været uheldige.

Profiler som Joao Felix, Yannick Carrasco og Mario Hermoso har været blandt flere coronasmittede spillere, og samtidig afsoner holdets vigtige højreback, Kieran Trippier, en ti uger lang udelukkelse for at bryde betting-reglerne.

Derudover har skader og småskavanker været et gentagende problem i den seneste tid.

- Et meget godt billede på det er, at for tre dage siden (mod Levante, red.) havde de fire andre spillere i startopstillingen, hvor to af dem fik karantæne, og to af dem fik skader. Og i dag (lørdag, red.) havde de så tre nye spillere med, der er kommet retur efter coronasmitte.

- Hver gang, det begynder at ligne noget, bliver det ændret af en skade, coronavirus eller karantæne, så de har haft en uheldig periode samtidig med, at de ikke har været godt spillende, siger fodboldeksperten.

Går ind i afgørende periode

Foruden Real Madrid kan også Barcelona og Sevilla - med henholdsvis ni og ti point op - hurtigt spille sig ind i titelkampen, hvis ikke Atletico Madrid formår at vende den dårlige stime.

- Mesterskabskampen er lige nu inde i den vigtigste fase for Atletico Madrid. De skal først møde Chelsea i Champions League - en krævende kamp, selvom det ikke handler om ligaen - og så har de altså Villarreal ude og Real Madrid på hjemmebane.

- Så de kan allerede risikere stå der, hvor Real Madrid med en sejr i dén kamp nærmest kan have indhentet Atletico Madrid, siger Lorentzen, der dog fortsat ser Atletico Madrid som favoritter til guldet i Spanien.

- De er stadig favoritter, for de har de egne hænder.