Fodbold

Massiv opbakning til Milans sidste træning

Den tidligere AC Milan-spiller Martin Laursen husker tydeligt, hvor hektisk det var at være en del af lokalderbyet mod Inter.

Se AC Milan-Inter fra klokken 14.30 på TV 2 SPORT X.

'90 minutter til at angribe - vi skal vinde derbyet'.

Det var beskeden fra AC Milans fans på det banner, de lørdag havde medbragt til Simon Kjær og holdkammeraternes sidste træning før storkampen mod lokalrivalerne Inter søndag.

Flere end 300 fans mødte op på klubbens træningsanlæg med flag, romerlys, trommer og ikke mindst smurte stemmebånd for at bakke holdet op - og for at minde spillerne om vigtigheden af at vinde et af Europas største rivalopgør.

For 20 år siden oplevede danske Martin Laursen presset på egen krop, da han som AC Milan-spiller i 2001 spillede sit første lokalderby.

AC Milan-fansene fik hurtigt tændt op for nogle romerlys og sat gang i slagsange.

- Det betyder meget for fansene. Det er helt klart. Der er en masse skriverier i aviserne, og det læser Simon Kjær, og det læser de andre spillere også. Det gjorde jeg også. Der er en masse opmærksomhed omkring det her Milan-derby, fortæller Laursen til TV 2 SPORT.

Også på selve dagens for 'Derby della Madonnina' - eller 'Derby di Milano' - var det tydeligt for den tidligere forsvarsspiller, han var en del af noget specielt.

- Det er en anden følelse, når du går ind på banen og til dels også under kampen. Man kan mærke, at det er en hektisk kamp. Det er en vigtig kamp. Det er en stor kamp.

Fansene skabte en ramme der var nærmest en kamp værdig under den sidste AC Milan-træning før søndagens brag.
Zlatan Ibrahimovic vinker ud til det fremmødte fans foran Simon Kjær, der også tog del i træningen.

- Men det er stadig tre point per kamp, der står på spil, så på den måde tror jeg, at sådan et lokalopgør er meget, meget større for fansene, end det er for spillerne, siger Martin Laursen.

Danskeren vandt sin derby-debut med 4-2, og han spillede yderligere tre af slagsen frem til 2004.

Ekstra afgørende derby

I de seneste år har særligt AC Milan haft svært ved at holde trit med klubbens egen fortid som værende et af Europas bedste hold.

Klubben vandt senest Serie A i 2011, mens Inter ikke har været nationale mestre siden 2010. Nu mødes de for første gang siden som ligaens top-2.

- Det er ikke så fedt, hvis det er nummer seks og syv, der mødes. Så det, der gør det fedt søndag, er jo, at det er nummer et og to. Inter og Milan er altid et stort derby i Italien og til dels også i Europa.

- Det, der gør det så fedt, er, at det er så afgørende for, hvordan det eventuelt kommer til at blive med hensyn til, hvem der vinder Serie A, siger Martin Laursen.

Simon Kjær forventes at starte på banen for AC Milan, men der er lidt mere spænding om, hvorvidt Christian Eriksen bliver valgt fra start hos Inter. Kampen starter klokken 15.00.