Fodbold

Conte havde særlig besked til Eriksen efter storkamp

Inters cheftræner, Antonio Conte, mener, at søndagens kamp mod AC Milan var Christian Eriksens bedste i Inter-trøjen indtil nu.

Søndag spillede Christian Eriksen sin kamp nummer 46 for Inter siden skiftet fra Tottenham i januar 2020.

Men det var ikke bare kamp nummer 46 for den danske fodboldspiller.

For ikke nok med at Inter slog rivalerne fra AC Milan med hele 3-0, var det også Eriksens bedste kamp i Inter-trøjen til dato. Det fortalte Inters cheftræner, Antonio Conte, i hvert fald både Christian Eriksen og pressen efter søndagens massive sejr.

- Jeg har fortalt Christian, at det var hans bedste kamp her i klubben. Han gjorde alt, hvad jeg bad ham om. Han var den ene af to playmakere, men han tog også dybdeløbene, når han fik chancen, sagde Antonio Conte til Inter TV.

- Han gjorde det virkelig godt. Både med og uden bold, tilføjer Conte.

Christian Eriksen startede på banen for Inter i topopgøret mod AC Milan og viste ved flere lejligheder prøver på sin genfundne selvtillid på den centrale midtbane. Særligt ved Inters mål til 2-0 viste danskeren 'koldblodighed', da han havde tredjesidste fod på bolden i forbindelse med Lautaro Martinez' scoring.

Med en veloplagt Eriksen og to skarpe angribere kunne Inter trække sig sejrsrigt ud af derbyet mod AC Milan. Video: TV 2 SPORT

Eriksen gør Conte stolt

Den 29-årige danske midtbanespiller blev skiftet ud af kampen efter 78 minutters spil, da Inter-sejren allerede var sikker med stillingen 3-0.

Og undervejs i kampen lignede Christian Eriksen mere end nogensinde før en fuldt ud integreret del af Inters midtbane.

- Vi har nu fundet en løsning med ham. Han har justeret sit spil, så det passer til os. Det gør mig både stolt og glad. Det giver en ekstra dimension i vores spil, siger Antonio Conte, der dog ser endnu mere potentiale i sit "nye" danske es:

- Jeg er sikker på, han kan gøre det endnu bedre. Vi forventer mere fra ham.

Med sejren kom Inter op på 53 point på førstepladsen i Serie A, mens AC Milan blev distanceret en smule på andenpladsen med 49 point. Inters mål til både 1-0 og 2-0 blev scoret af Lautaro Martinez, mens Serie A's topscorer, Romelu Lukaku, lukkede og slukkede til 3-0.

Danmarks landsholdsanfører Simon Kjær spillede i øvrigt hele kampen for AC Milan.

Ros til Eriksen i italienske medier

Også i de italienske medier, der ellers har været hårde ved Christian Eriksen ved flere lejligheder, er der - igen - ros til danskeren efter søndagens præstation.

I Italienske største sportsavis La Gazzetta dello Sport er det kun målscorerne Romelu Lukaku og Lautaro Martinez - samt storspillende Handanovic i Inters mål - der får højere karakterer end Christian Eriksen. Danskeren får et 7-tal med følgende begrundelse:

- Vi kan lide renheden ved hans 'touch' på bolden og hans måde at tænke på. Ved det andet mål traf han den rigtige beslutning med afleveringen til Perisic. Men vi har én anke: Han skal tro mere på sit skud, der er præcist og kraftfuldt. Her giver han op et par gange, men hvorfor?

Også hos Football Italia får Eriksen 7 med dette skudsmål:

- Han smed aldrig bolden væk og satte Perisic op, da han assisterede Lautaro Martinez i forbindelse med Inters andet mål.

Næste opgave for førerholdet i Serie A venter søndag den 28. februar, hvor Genoa kommer på besøg i Milano.

Christian Eriksen havde en afgørende fod med, da Inter øgede til 2-0 mod AC Milan. Video: TV 2 SPORT