Fodbold

Inter-målmand storroses efter 52 afgørende sekunder

Samir Handanovic holdt buret rent for ottende gang i sæsonen, da Inter slog AC Milan med 3-0.

Der var en, der var to, der var tre.

Inter-målmand Samir Handanovic diskede op med hele tre store redninger på 52 sekunder i starten af anden halvleg i kampen mod AC Milan. Og sloveneren var dermed stærkt medvirkende til, at Inter vandt opgøret og fortsat topper Serie A.

- Handanovic minder alle om, at repertoiret næsten er komplet. Han har en imponerende sans for position og teknik, og det samme kan siges om hans reflekser, skriver det italienske medie, La Gazzetta dello Sport om målmandens kvaliteter.

52 sekunder

Redningskavalkaden startede efter 46 minutters spil, da Ibrahimovic sendte et hovedstød afsted mod Inter-målmanden. Handanovic kastede sig ned mod bolden i venstre målhjørne og satte en stærk venstrehånd på.

13 sekunder senere dukkede Ibrahimovic endnu en gang op inde i det lille felt, men også her stod Handanovic rigtigt placeret.

Efterfølgende skulle der ikke gå mere end et halvt minut, før den slovenske målmand igen skulle på arbejde. Milans Sandro Tonali sendte et hårdt skud afsted fra kanten af feltet, men Handanovic kastede sig bagover og fik akkurat højrehånden på.

Holdkammerat roser ham

Den 36-årige målmands præstationer gik heller ikke ubemærket hen.

Således fremhævede kampens dobbelte målscorer, Lautaro Martinez, målmandens vigtighed i et interview efter kampen.

- Handanovic er altid klar, når vi har brug for ham, siger Lautaro Martinez ifølge Sky Sports.

Med de tre store redninger og en samlet set god kamp glider Samir Handanovic op på otte kampe med rent bur i Serie A.

Dermed er han nu på en delt førsteplads på rent bur-listen. En førsteplads, han deler med AC Milan-målmand Gianluigi Donnarumma.