Fodbold

Ronaldo har gjort det igen – ekspert tror næsten ikke på det

Cristiano Ronaldo spillede en stor rolle, da Juventus vandt med 3-0. Endnu en gang var det portugiserens færdigheder på hovedstød, der kom i fokus.

Han hoppede derop, hvor ingen spillere på banen kunne nå ham.

Cristiano Ronaldo indtog igen en stor rolle for Juventus, da de mødte Crotone i Serie A mandag aften. Ronaldo kom på måltavlen to gange, men det er især målet til 2-0, der hæfter sig i manges hukommelse.

For efter et indlæg fra Aaron Ramsey steg Cristiano Ronaldo til vejrs og headede Juventus foran med to i tillægstiden til første halvleg.

TV 2 SPORTs fodboldekspert Martin Mikkelsen kommenterede kampen og måtte også bare bukke sig for scoringen.

- Wow, det ved jeg næsten ikke, hvad jeg skal sige til. Det er et af de mål, man næsten ikke tror på, når man ser det. Det er som en volleyball-smash, sagde Martin Mikkelsen under kommenteringen.

De, der studerer kroppens bevægelser, skal se på scoringen til 2-0

Gazzetta dello Sport

"Air Ronaldo"

Målet på hovedstød har også skabt flere overskrifter i medierne dagen derpå.

Af den store italienske sportsavis Gazzetta dello Sport bliver Ronaldo kåret til kampens spiller og får som den eneste karakteren 8.

- De, der studerer kroppens bevægelser, skal se på scoringen til 2-0. De, der ønsker at lære af at se fodbold, skal se målet til 1-0. Han er mesterlig. Han missede to chancer, men lukkede alligevel kampen.

Modstanderne kunne ikke gøre meget andet et at kigge på, da Ronaldo steg til vejrs.

Af Corriere dello Sport og Tuttosport har Ronaldo fået et nyt tilnavn: ”Air Ronaldo.” Det henleder tankerne til Michael Jordan med tilnavnet "Air Jordan," der også var kendt for sin springstyrke.

- Ronaldo flyver og scorer: Det er ”Air CR7,” skriver Corriere dello Sport.

- ”Air Ronaldo” er tilbage – sikke et hovedstød! CR7 fløj og scorede to gange med hovedet, da Juventus vandt med 3-0 over Crotone, skriver Tuttosport.

Det er Ronaldos hovedstødsmål nummer 133 i karrieren.

Det andet mål kom efter et brutalt spring, der overgik alle forsvarsspillerne

Marca

Har gjort det gør

Ronaldo gik med 2-0-målet forbi Inter-angriberen Romelu Lukaku, som inden opgøret lå øverst på topscorerlisten med 17 mål.

Spanske Marca spørger nu, om Ronaldo overhovedet ser sig tilbage og igen overtager den titel fuldstændig.

- Endnu en flyvende Cristiano Ronaldo. Er der nogen, der kan stoppe ham? Den portugisiske stjerne scorede to gange i de første 45 minutter mod Crotone. Det andet mål kom efter et brutalt spring, der overgik alle forsvarsspillerne, og han scorede på et hovedstød.

Det er langt fra første gang, at Ronaldo scorer på så imponerede vis. Det skete både ved EM-slutrunden i 2016, imens han igen i 2019 viste eksempler på sine springfærdigheder.

Med sejren går Juventus forbi Roma i tabellen, men har stadig otte point op til Inter på førstepladsen.