Fodbold

Tottenham klar til 1/8-finale i EL

Dele Alli scorede på saksespark og lavede to assists, da Tottenham vandt 4-0 over Wolfsberger AC.

Som det første hold er Tottenham klar til ottendedelsfinalerne i Europa League.

Avancementet til den næste knockoutrunde blev som forventet sikret onsdag, da holdet forsvarede sin 4-1-føring fra det første opgør mod østrigske Wolfsberger AC ved at vinde med 4-0 hjemme i London.

Dermed avancerer Tottenham med samlet 8-1.

Som følge af det gode udgangspunkt kunne Tottenham tillade sig at stille op med en række reservespillere i startopstillingen, og flere af dem greb chancen.

Alli stod for kampens højdepunkt

Mest iøjnefaldende var den til tider udskældte Dele Alli, der lavede et pragtmål og lagde op til Tottenhams øvrige scoringer. Også brasilianske Carlos Vinicius fik sat et positivt aftryk med to scoringer.

Dele Allis fuldtræffer blev sat ind i det tiende minut, og målet var højdepunktet i en kamp uden spænding. Englænderen saksesparkede på fornem vis Tottenham i front fra en position nær kanten af feltet.

Fem minutter efter pausen scorede Carlos Vinicius på et hovedstød efter et fint indlæg fra Dele Alli, og med 17 minutter tilbage af den ordinære spilletid scorede indskiftede Gareth Bale efter endnu et oplæg fra Dele Alli.

Højbjerg var ikke med for Tottenham

Til sidst smed Wolfsberg bolden væk i eget forsvar, og Carlos Vinicius fordoblede sin måltotal med et resolut spark.

Pierre-Emile Højbjerg var ikke i Tottenhams trup til kampen.

Returkampene i de øvrige 1/16-finaler spilles torsdag.