Fodbold

Adrenalin var skyld i Lukakus jubel mod Zlatan

Inters målmaskine har sat ord på, hvad han mente med sin særlige jubel, da han scorede til 3-0 i kampen mod Milan i weekenden.

Netop som Lukaku havde klasket bolden i nettet til 3-0, slog han sig selv på brystet, pegede på sig selv og skrålede for fuld udblæsning:

- Jeg er fucking den bedste! Det er mig! Mig! Jeg sagde det jo!

Scoringen blev opgørets sidste, da Inter bankede Milan i søndagens Derby della Madonnina, som blev særligt intenst mellem to de to angribere Romelu Lukaku og Milans Zlatan Ibrahimovic.

Inter-angriberens jubeludbrud var ifølge en række italienske medier nemlig direkte henvendt Milans store svensker Zlatan Ibrahimovic, da de to efterhånden har opbygget en intern rivalisering i den evige duel mellem lokalrivalerne.

En fejde, Lukaku nu lægger lidt låg på, når man tager et kig på det, han efterfølgende har skrevet på det sociale medie Twitter.

- Jeg talte vel meget lort i ren adrenalin, lyder det.

Duel mellem to alfahanner

Belgiernes scoring betyder, at han topper topscorerlisten i Italiens bedste fodboldrække med 17 mål, mens Ibrahimovic har lavet 14.

Duellen mellem de to stjerneangribere har i en længere periode foregået uden for banen. På grønsværen blev den dog for alvor intens, da begge var ved at koge over, da klubberne mødtes i januars pokalkvartfinale. Det resulterede i en verbal infight, hvor Lukaku blev voldsomt ophidset over noget, Ibrahimovic sagde.

Det blev intenst mellem de to angribere i Coppa Italia tidligere i januar.

Derfor var kampen mellem de to et stort samtaleemne allerede inden søndagens brag. Og TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker fremhævede da også fejden op til opgøret.

- Lukaku og Zlatan-duellen er ekstrem vigtig at holde øje med. Det er de to målscorere, de to opspilspunkter og de to sportslige ledere på grønsværen. Så det bliver spændende at se, om de overhovedet kan finde ud af at omgås hinanden i en kamp, der er så markant, lød det.

Der kom aldrig en fysisk konfrontation, men de verbale stikpiller fortsatte.

Med sejren er Inter fire point foran AC Milan i kampen om det italienske mesterskab.

Gense målene i videoen nedenfor.

Med en veloplagt Eriksen og to skarpe angribere kunne Inter trække sig sejrsrigt ud af derbyet mod AC Milan. Video: TV 2 SPORT