Fodbold

Solskjær reagerer på United-legendens ønske

Ole Gunnar Solskjær reagerer nu på Roy Keanes ønske om at få Erling Braut Haaland til Manchester United.

For godt et år siden blev alle storklubber i Europa meldt interesserede i Erling Braut Haaland.

Også Manchester United.

Det norske stjerneskud havnede dog i Dortmund, men forbindelsen mellem Manchester United og Erling Haaland er langt fra blevet kappet af den grund. I hvert fald ikke på rygtebasis.

Forleden udtalte Manchester United-legenden Roy Keane, at Erling Haaland ville være en perfekt spiller for Manchester United.

Og dén udtalelse reagerede Manchester Uniteds manager så på onsdag.

- I ved, jeg ikke kan tale om Erling, fordi han er hos Dortmund, og det ville være respektløst at tale for meget om det. Men hvem var ikke interesserede i ham for et år siden? Alle ville jo sige, at de ville hente de bedste spillere i verden, og Erling er en topspiller, siger Ole Gunnar Solskjær til Manchester United TV.

Tæt forbindelse mellem Solskjær og Haaland

Den norske Manchester United-manager har et yderst godt forhold til landsmanden Erling Haaland.

Haaland spillede nemlig under Ole Gunnar Solskjær, da den tidligere Manchester United-angriber var træner for Molde i den bedste norske fodboldrække fra 2015-2018.

Og derfor kan den norske manager da også uden problemer indrømme, at han fortsat er i kontakt med Haaland.

- Når man har haft spillere under sig som træner, så følger man dem, og jeg holder kontakten med Erling. Det er fantastisk at se ham blive den spiller, som han er blevet, siger Ole Gunnar Solskjær til MUTV og tilføjer:

- Han er Dortmund-spiller. Vi ønsker ham bare held og lykke der, og så lad os se, hvad livet bringer senere hen.

Haaland er eftertragtet og dyr

Erling Braut Haaland har gjort sig meget positivt bemærket i Dortmund, som han kom til fra Salzburg i begyndelsen af 2020.

Haaland har scoret 43 mål i 43 kampe for den tyske topklub indtil videre.

Og skal man tro den unge nordmands agent, så er Erling Haaland da også en yderst eftertragtet herre.

- Der er maksimalt ti klubber, der har råd til at købe Haaland og give ham den platform, han ønsker, efter at han har været i Dortmund. Og fire af disse klubber er i England, siger agenten, Mino Raiola, til BBC.

Om Manchester United og Ole Gunnar Solskjær er én af de ti klubber, melder historien intet om.

Den 20-årige nordmand har scoret 17 mål i den indeværende Bundesliga-sæson. Senest stod han for to scoringer i lørdagens opgør mod rivalerne fra Schalke 04, der endte med Dortmund-sejr på hele 4-0.

Erling Braut Haalands kontrakt med Dortmund løber til sommeren 2024.