Fodbold

Her må Barcelona-træner afbryde pressemøde

Ronald Koeman måtte stoppe sit pressemøde lidt før tid, da han fik næseblod, som han ikke lige kunne få stoppet.

- Jeg tror, at vi er forberedt.

Det var de sidste ord, Ronald Koeman fik sagt på Barcelonas pressemøde forud for kampen mod Sevilla, der spilles lørdag. Så måtte han stoppe presseseancen, da han fik næseblod.

Først forsøgte hollænderen at tørre blodet væk, men da det fortsatte med at løbe, stoppede klubben for spørgsmålene og aflyste resten af pressemødet.

FC Barcelona har underrettet de spanske medier om, at Koeman er okay. Hollænderen blev opereret i hjertet i maj 2020, og han er fortsat på blodfortyndende medicin. Det er det, der gør, at han hyppigt får næseblod.

Det hollandske medie NOS skriver, at det ikke er første gang, Koeman bliver ramt af næseblod under et pressemøde. Det samme skete 30. januar.

Tænker ikke på at tabe

Inden næseblodet stoppede pressemødet, nåede træneren dog at svare på flere spørgsmål - blandt andet om det at være under pres som Barca-træner inden kampen mod Sevilla lørdag.

- Jeg mener, at der er altid er en masse pres, når man er træner i dette job. Hvis man ikke vinder, får man skylden, og det skal man acceptere, siger Koeman ifølge spanske SPORT.

- Jeg har været træner i mange år, og jeg gør altid mit bedste. Jeg tænker ikke på at tabe - kun på at vinde. Jeg ved ikke, hvad der sker i fremtiden, men der er tid til at tale om det, og jeg er optimistisk.

57-årige Ronald Koeman fik en hjerteoperation i Amsterdam sidste år efter at have oplevet store smerter. Det kom senere frem, at han havde haft et mindre hjerteanfald.

Koeman kommer til at stå på sidelinjen lørdag, hvor FC Barcelona gæster Sevilla. Catalanerne er nummer tre i tabellen, mens Sevilla er nummer fire. Sidstnævnte kan overtage tredjepladsen med en sejr.

Du kan se kampen på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY kl. 16.15.