Fodbold

LaLigas europæiske nedtur er ikke tilfældig

I ti år dominerede spansk klubfodbold de europæiske turneringer, men ottendedelsfinalerne i Champions League har vist, at den spanske æra er slut.

Ferland Mendy reddede Spaniens ære, da hans præcise langskud med det ellers svage højreben gav Real Madrid en 1-0-sejr med hjem fra den første ottendedelsfinale mod Atalanta i Champions League.

Sejren var vigtig for Real Madrid – og den var en tiltrængt opmuntring for spansk fodbold som helhed, efter at februars genstart af de europæiske klubturneringer har bragt ildevarslende nyt om spansk fodbolds tilstand.

For det har bestemt ikke set godt ud.

I sidste uge tabte Barcelona 4-1 på hjemmebane til Paris Saint-Germain. Dagen efter mødte Sevilla den skræmmende Erling Haaland og tabte 3-2 til Borussia Dortmund. Og om torsdagen gik det helt galt for Real Sociedad, der blev kørt over af Manchester United og tabte 4-0 i Europa League.

I denne uge kom turen til Atlético Madrid, førerholdet i LaLiga, der med en meget defensiv tilgang tabte 1-0 til Chelsea på den falske hjemmebane i Bukarest, hvor kampen var placeret på grund af covid-19 og de deraf udløste rejserestriktioner.

Og selvom Real Madrid nok tog et stort skridt mod kvartfinalen, så var de regerende LaLiga-mestres præstation i Bergamo heller ikke overbevisende. Real Madrid var i overtal i næsten 75 minutter efter den tvivlsomme udvisning af Remo Freuler, men fik ikke skabt det store inden Mendys sene sejrsmål.

Ferland Mendy bliver tiljublet, efter hans langskud gik i mål.

De svage præstationer kommer efter et gruppespil, hvor de spanske hold heller ikke imponerede. Barcelona tabte 3-0 til Juventus, Atlético tabte 4-0 til Bayern München, og Sevilla tabte 4-0 til Chelsea. Real Madrid tabte to gange til Shakhtar Donetsk – men formåede dog på mystisk vis at vinde sin gruppe. Som det eneste af de fire spanske hold.

Et spørgsmål trænger sig derfor på: Hvad er der galt med de førende klubber i LaLiga? Og er den spanske dominans i europæisk fodbold noget, der hører fortiden til?

En historisk dominans

Intet land har domineret europæisk fodbold, som Spanien gjorde i tiåret fra 2008 til 2018. De spanske klubber vandt 7 af 10 Champions League-titler i perioden. I Europa League blev det til 5 sejre, og spanierne fulgte op med at vinde 9 ud af 10 udgaver af den europæiske Super Cup – med Pep Guardiolas sejr med Bayern München i 2012 som eneste ikke-spanske vinder.

På landsholdsplan blev det til EM-titler i 2008 og 2012 og verdensmesterskabet i 2010. U21-landsholdet vandt EM i 2011 og 2013, og også U19- og U17-landsholdene vandt en række titler.

Nu står det mere og mere klart, at den spanske æra sluttede den 26. maj 2018 i Kijev

Morten Glinvad

Spanien profiterede af at have skærpet talentudviklingen tidligt i 00’erne og ramte plet i analysen af, at tekniske færdigheder og en veludviklet spilforståelse ville være nøglen til at få succes. I uddannelsen af både spillere og trænere var Spanien førende i europæisk fodbold.

Samtidig dukkede Pep Guardiola op og skabte sit store Barcelona-hold. Han var en inspiration for resten af landet – og han tvang Real Madrid til at reagere med først en voldsom oprustning på spillerfronten i 2009 og derefter ansættelsen af José Mourinho i 2010. Resultatet blev et våbenkapløb uden sidestykke, hvor de to klubber pressede hinanden til det yderste. Med Lionel Messi og Cristiano Ronaldo som personificeringen af rivaliseringen.

Guardiola og Mourinho. Tiki-taka og talentudvikling. Messi og Ronaldo. En cocktail af særlige omstændigheder med et overvældende resultat.

Midt i det hele dukkede Diego Simeone op og forandrede Atlético, der pludselig blev et hold, der kunne nå europæiske finaler gennem en defensiv styrke, der kunne eliminere selv de bedste angrebshold i Europa. Og en anden klub med en forhistorie som et galehus, Sevilla FC, blev pludselig en veldrevet og forbilledlig klub med en klar strategi, som skabte sit navn gennem en række Europa League-titler.

Punktum i Kijev

Nu står det mere og mere klart, at den spanske æra sluttede den 26. maj 2018 i Kijev. Den aften vandt Real Madrid Champions League-finalen for tredje år i træk, og det var den femte finale i træk med en spansk vinder. Ikke siden de seks engelske titler fra slutningen af 1970’erne havde en nation domineret den fineste klubturnering på sådan vis.

Kort efter forlod Cristiano Ronaldo Real Madrid efter ni år i klubben, og siden er Madrid to gange blevet slået ud allerede i ottendedelsfinalen af Champions League. Tiden, der er gået, har kun forstærket indtrykket af Cristiano Ronaldos betydning. For succesen havde hele tiden et uforklarligt skær over sig. Real Madrid vandt Champions League igen og igen, men fremstod sjældent som et suverænt hold.

En måned inden finalen i 2018 besøgte jeg Jorge Valdano, klubbens tidligere spiller og træner og en af de førende fortolkere af Real Madrid. Aftenen inden mødet havde vi overværet en forbløffende fodboldkamp på Bernabéu, hvor Real Madrid i kvartfinalens returkamp var ved at sætte en 3-0-sejr på udebane over Juventus over styr – men blev reddet af et Cristiano Ronaldo-straffespark til allersidst. Det var typisk Real Madrid i de år.

- Identiteten i de sidste syv-otte år hedder Cristiano Ronaldo. Der er mange kampe, hvor der først kommer mål af Cristiano Ronaldo, og derefter kommer der så en form for fortjeneste. Og når holdet så spiller godt og fortjener at vinde kampene, så scorer Ronaldo tre mål i stedet for et. Det vil fremprovokere en enorm nostalgi, når han forlader Real Madrid. For hvis man tæller målene, er han uerstattelig, sagde Valdano.

Ronaldo havde stor betydning for Real Madrid. Det gav problemer, da han forlod klubben.

Den analyse fremstår i dag præcis. Og når et holds identitet har været knyttet til en enkelt spiller, så vil det uundgåeligt give problemer, når han ikke længere er der.

Det samme kan man sige om Barcelona: I storhedstiden under Guardiola var Messi individualisten på skuldrene af en ideologi. Men gradvist blev ideologien udvisket, og nu er der ikke anden ideologi end Messi selv.

Barcelona og Real Madrid blev til slaver af Ronaldo og Messi. Deres enestående evner gjorde, at de to klubber forsømte at forny sig og følge med fodboldens hæsblæsende udvikling. For det var ikke nødvendigt, så længe Messi og Ronaldo var på toppen og havde et rimeligt hold under sig.

Atléticos vadested

I dag er billedet, at spansk fodbold halter efter konkurrenterne. Først byggede tyskerne spansk teknik og spilforståelse ind i deres eget hidsige genpres. Og i dag er de bedste hold i Europa komplette angrebsmaskiner, hvor fysik og teknik går hånd i hånd i et hæsblæsende tempo.

Over for de modstandere fremstår de spanske hold gammeldags og stivnede i deres udtryk. Der er kommet for få overbevisende bud på, hvordan den spanske spillestil skal tænkes ind i fremtiden. Enten har der været en nostalgisk længsel efter fortiden – personificeret ved Barcelonas ansættelse af Quique Setién. Eller også har der været tale om en modreaktion mod den tekniske boldbesiddelsesfodbold, hvor mange hold har ladet sig inspirere af Diego Simeones Atlético og prioriteret fysik og defensiv organisation.

Atléticos defensiv er ikke længere god nok til at eliminere de bedste angrebshold

Morten Glinvad

Selv befinder Simeone sig i et vadested. I denne sæson har Atlético bevæget sig i en mere spilstyrende retning og er for første gang under Simeone på vej mod en LaLiga-sæson, hvor Atlético har haft bolden mere end modstanderne.

Men når det kommer til kampene mod de bedste hold, har Simeone været i tvivl. Skal hans hold i de kampe fastholde den nye identitet? Eller skal de stadig, som for fem-syv år siden, forsøge at vinde ved at forsvare sig?

Mod Real Madrid i december endte det midt imellem og uden succes. Mod Chelsea i tirsdags gik Simeone tilbage til de gamle dyder og stillede holdet ekstremt lavt. Men problemet er, at holdet ikke længere er designet til at spille sådan. Atléticos defensiv er ikke længere god nok til at eliminere de bedste angrebshold, og det er svært at se meningen med at spille langt tilbage på banen og leve på kontra, når holdet består af spillere som Thomas Lemar, João Félix og Luis Suárez.

Simeones fornyelse af udtrykket har derfor været succesrigt i LaLiga. Men det er sket på bekostning af den evne, der har gjort holdet i stand til at forsvare sig til sejre over stærkere hold i Europa.

Lyspunktet Granada

Siden Real Madrids sejr i 2018 er der gået to år uden et spansk hold i Champions League-finalen, og selvom man aldrig skal afskrive Real Madrid i Europa, er der ikke meget, der tyder på, at det vil ske i denne sæson – og måske heller ikke de næste.

Barcelonas udfordringer er mangesidede, og Real Madrid har brug for noget nyt. Covid-19 har ikke gjort det nemmere, men det er en dårlig undskyldning at give pandemien skylden for nedturen.

På landsholdsplan forsøgte Julen Lopetegui at tage fat i sine to år som landstræner fra 2016-18, og nu gør Luis Enrique det samme og har forsøgt at modernisere udtrykket med 6-0-sejren over Tyskland i november som foreløbig kulmination.

Den kamp viste, at der stadig bliver skabt store fodboldspillere i Spanien, og her ligger en grund til optimisme. Det grundlæggende arbejde på træningsbanen med talenterne er stadig af høj kvalitet. Der er bare brug for at få lagt et nyt lag på, og hvor det i en årrække var udenlandske trænere, der kiggede mod Spanien, så bør de spanske trænere nu åbne øjnene mod det øvrige Europa. Og for klubfodbolden er udfordringen, at de bedste spanske spillere rejser til udenlandske klubber i en tidlig alder, som da Ferran Torres i sommer skiftede fra Valencia til Manchester City.

Og selvom det lige nu ser mørkt ud, så er der stadig lyspunkter: I sidste sæson var Spanien faktisk den nation, der hentede flest koefficientpoint til UEFA’s rangliste, og i denne uge sendte Granadas europæiske debutanter Napoli ud af Europa League. Det gav lille Granada en sjælden plads på forsiden af landets største sportsavis, Marca. Som en sjælden solstrålehistorie i en trist europæisk sæson for spansk fodbold.