Fodbold

Randers-anfører kørt væk i ambulance

Erik Marxen forlod banen på en båre, men var selv i stand til at gå hen til og ind i ambulancen. Forsvarsspilleren landede forkert efter en duel.

Randers FC kom godt fra start imod OB, da kronjyderne bragte sig foran 1-0 ved Alhaji Kamara.

Men derefter gik det den forkerte vej for Randers FC, der først måtte se deres målscorer forlade banen med en skade.

Og kort før pausefløjt måtte kronjyderne endnu en gang foretage en udskiftning. Efter 40 minutters spil var Randers' anfører, Erik Marxen, i duel med Issam Jebali. Spillerne kæmpede om bolden i luftrummet, men Issam Jebali så ud til at underløbe Randers-anføreren.

Derfor havde Erik Marxen ikke kontrol over sin landing og nåede ikke at tage fra. Han ramte ned på ryggen og blev liggende, indtil sundhedspersonalet kom og tilså ham.

Siden blev han ifølge Discoverys reporter tilset i pausen af OB's læge og hentet af en ambulance. Heldigvis kunne og ville han selv gå ind i ambulancen.

Der er endnu ikke kommet nyt om Erik Marxens tilstand, men efter kampen var Randers-træner, Thomas Thomasberg, naturligvis ærgerlig over situationen.

- Sådan som Erik går ud, ved man godt, at han ikke bliver klar på tre dage. Nu siger jeg to-seks uger som fysioterapeuter, så er jeg helgarderet, fortalte Thomas Thomasberg til Discovery.

Derfor var han bestemt ikke overbevist om, at anføreren bliver klar til at hjælpe kronjyderne i de tre Superliga-kampe, der venter de næste 10 dage.

Erik Marxen ømmede sig hurtigt efter sammenstødet. Det samme gjorde OBs Issam Jebali.
Erik Marxen lå stille på jorden og blev hurtigt tilset af flere.
Erik Marxen måtte bæres fra banen på en båre.

Udover skaderne til Alhaji Kamara og Erik Marxen måtte Jesper Lauridsen lade sig udskifte med en skade. Midtbanespilleren tog sig til det ene lår.

Som ekstra salt i såret tabte Randers kampen 2-1.