Fodbold

Ronaldo er ikke nok for Juventus, vurderer italienske medier

For fjerde gang i fem kampe måtte Juventus lørdag aften forlade banen uden en sejr. For meget afhænger af Cristiano Ronaldo ifølge italienske medier.

De seneste ni år har Juventus vundet Serie A, men i år har klubben givet sig selv et skidt udgangspunkt til at gentage succesen.

Lørdag aften spillede holdet 1-1 imod Verona - holdets syvende remis i Serie A i denne sæson efter 23 kampe. Resultatet betyder, at Juventus er på tredjepladsen med 46 point - 10 færre end Inter på førstepladsen.

Ifølge mediet GOAL er det den dårligste Juventus-præstation efter 23 kampe siden 2011/2012-sæsonen, hvor holdet dog endte med at vinde Serie A.

Juventus' nedtur er da også blevet bemærket i italienske medier. Her nævnes flere aspekter i spillet, blandt andet Juventus' lange skadesliste, som blandt andet betød, at "Den gamle dame" imod Verona spillede kampen med mange urutinerede kræfter. For eksempel var ni spillere fra andetholdet at finde på Juventus-bænken.

- Vi er i en nødsituation, men vi prøver at arbejde godt med det, vi har. Det er ikke kun os, der savner spillere som Paulo Dybala og Alvaro Morata - alle hold ville savne dem, siger Andrea Pirlo ifølge Football Italia.

Dog er det især afhængigheden af Cristiano Ronaldo, der er temaet dagen efter skuffelsen mod Verona.

Corriere dello Sport:

- Cristiano Ronaldo er ikke længere nok. Ikke engang til at vinde i Italien. Det er budskabet, som kommer efter begyndelsen af 2021, hvor Juventus er røget endnu længere væk fra toppen.

- Problemet for Pirlo er, at den femdobbelte Ballon d'Or-vinder ikke kan skjule holdets problemer alene. Cristiano Ronaldo har igen i år leveret usædvanlige præstationer som en mester, men holdet støtter ham ikke nok. Giv fraværet af skadede spillere skylden, men frem for alt er manglerne på holdet, at de har tydelige kvalitetsproblemer på midtbanen.

Cristiano Ronaldo har scoret 19 mål i Serie A-sæsonen indtil videre.

GOAL:

- For ikke at nævne afhængigheden af Cristiano Ronaldo, der er så tydelig som i ethvert andet år. Enten scorer portugiseren, eller ingen scorer. Heldigvis for Juventus gør Cristiano det ganske ofte: 26 mål i 29 kampe i år. Generelt har han scoret 47 mål i de sidste 47 Serie A-kampe.

- Men Andrea Pirlo skal finde nye løsninger så snart som muligt, en tydelig og unik måde at spille på for Juventus og først og fremmest alle de spillere, der er skadet i øjeblikket, startende med Paulo Dybala, der mangler ved siden af Ronaldo.

La Gazetta dello Sport:

- Juventus mislykkedes med succes i Verona, fordi holdet ikke vidste, hvordan de skulle give Ronaldo den støtte, han behøver.

- Ronaldo er alt for alene og bliver fundet for lidt af et hold, der hverken har nogen referencer i angrebet uden Morata eller endda referencer i midten i forhold til at konstruere spillet på en bestemt måde (Arthur Melo).

På tværs af alle turneringer har Juventus blot vundet en af de seneste fem kampe. De er dog stadig med i kampen om flere trofæer.

Foruden at kæmpe for endnu en Serie A-titel er Cristiano Ronaldo og holdkammeraterne fortsat en del af Champions League, hvor de tabte første opgør i ottendedelsfinalen 2-1 til FC Porto. Dermed er Juventus tvunget til at vinde returopgøret den 9. marts.