Fodbold

AGF-direktør beklager

Søndag aften fik FCK tilkendt et straffespark mod AGF, efter dommeren havde fløjtet kampen af. Dagen derpå dropper AGF den planlagte protest.

Stemingen er vendt, siden AGF-direktør Jacob Nielsen varslede protest over afslutningen på søndagens 3-3-kamp i Parken og sendte en bredside af sted mod FCK.

Dagen efter opgøret, hvor FCK udlignede til 3-3 på et straffespark efter dommerens slutfløjt, har AGF besluttet at skrinlægge planerne om at indsende en formel protest. I stedet undskylder og beklager direktøren sine udtalelser, fortæller AGF på sin hjemmeside.

- Det var en once-in-a-lifetime afslutning på kampen, og vi var i vores følelsers vold, fordi vi følte os bortdømt - ikke mindst i forhold til straffesparket og den lange tillægstid. Men efter at have sovet på det hele, er vi kommet frem til, at vi ikke går videre med sagen, siger Jacob Nielsen og tilføjer:

- Vi godtager dommer Jørgen Daubjerg Burchardts undskyldning, og jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at undskylde for, at min retorik var for hård umiddelbart efter kampen. Ikke mindst over for FC København, hvor jeg i kampens hede sagde, at de var gode til at manipulere med dommerne. Det udtryk vil jeg gerne beklage. Selvom sindene var i kog, fordi vi måtte se tre point blive vekslet til et enkelt, skulle jeg ikke have sagt det, erkender Nielsen.

FC København skriver på sin hjemmeside, at klubben accepterer undskyldningen fra Jacob Nielsen.

VAR-straffespark efter slutfløjt

Søndag aften spillede AGF en fremragende første halvleg i Parken, og med en pauseføring på 3-1 var Superligaens nummer tre på vej mod en sejr mod de nærmeste forfølgere.

Ti minutter inde i anden halvleg reducerede FCK til 3-2, og den stilling holdt kampen ud. Men: Efter slutfløjtet og den forløsende AGF-jubel løb dommeren ud for at se en situation igennem på video. Her vurderede Jørgen Daubjerg Buchardt, at FCK var blevet snydt for et straffespark inden det sidste fløjt, og derfor pegede han på pletten. Straffespark til FC København, der udlignede til resultatet 3-3.

- Det er, hvad man kan forvente herinde (i Parken, red.). Vi har prøvet det nogle gange. Det er ikke så meget, om der er straffespark eller ej. Der er lagt seks minutter til, og vi er inde i det syvende minut, hvor man dømmer straffespark, sagde Jacob Nielsen efter kampen til Canal9.

- De (FCK, red.) er bare gode til at manipulere med dommerne og få lagt tryk på. Det må vi blive bedre til. Jeg kan ikke se, hvorfor der er lagt seks minutter til, og hvorfor vi skal spille syv. Jeg er ikke den første, der står og vræler herinde og føler sig bortdømt.

AGF satte en 3-1-føring over styr i Parken.

Med resultatet 3-3 ligger AGF og FCK fortsat nummer tre og fire i Superligaen. Der er to point mellem de to klubber og henholdsvis seks og otte point op til Midtjylland på førstepladsen.