Fodbold

- Det er skadeligt, siger FCK om AGF-udmelding

FC København finder det både uacceptabelt og utilstedeligt, at AGF’s direktør søndag sagde, at københavnerne er gode til at manipulere med dommerne.

Trods et usædvanligt drama langt inde i overtiden er fodboldkampen mellem FCK og AGF efterhånden gledet i anden række.

Forrest står de udtalelser om dommermanipulation, AGF-direktør Jacob Nielsen kom med søndag aften – udtalelser, som FC København tager skarpt afstand fra på sin hjemmeside.

De er bare gode til at manipulere med dommerne og få lagt tryk på

Jacob Nielsen, direktør i AGF, til Canal9

Også selvom københavnerne accepterer Jacob Nielsens undskyldning dagen derpå.

- Vi er tilhængere af, at der skal være plads til store følelser omkring 3F Superligaen fra alle omkring den. Vi understreger dog, at vi naturligvis tager skarp afstand fra at blive anklaget for at manipulere med dommere eller kampe på nogen som helst måde, skriver FC København blandt andet.

- Det er desværre ikke første gang, den slags påstande er blevet fremsat af aktører i 3F Superligaen, og vi finder dem uacceptable og utilstedelige. Det er skadeligt for integriteten af 3F Superligaen, de enkelte kampe samt dommernes neutralitet.

FC København oplyser desuden, at klubben ikke har tænkt sig at gøre mere ved sagen.

Føler sig bortdømt

Jacob Nielsens kommentarer faldt efter søndagens 3-3-kamp, hvor FCK fik tilkendt et VAR-straffespark, da dommeren havde fløjtet kampen af.

- De (FCK, red.) er bare gode til at manipulere med dommerne og få lagt tryk på. Det må vi blive bedre til. Jeg kan ikke se, hvorfor der er lagt seks minutter til, og hvorfor vi skal spille syv. Jeg er ikke den første, der står og vræler herinde og føler sig bortdømt, siger Nielsen lige efter kampen til Canal9.

Ud over den direkte undskyldning til FCK har AGF-direktøren også beklaget på AGF’s hjemmeside. Derudover oplyser AGF, at klubben skrinlægger den første udmelding om at protestere over kampens afslutning.