Fodbold

Norsk klubopbakning til VM-boykot vokser

Odd bakker op om et norsk boykot af VM i Qatar, der ifølge klubben er udtryk for brud på fodboldens værdier.

Odd er den fjerde klub fra den norske Eliteserie i fodbold, der ytrer ønske om, at Norge boykotter næste års VM i Qatar.

På sin hjemmeside skriver Odd, at den stiller sig bag den boykotopfordring, som i første omgang blev fremsat af Tromsø i næste uge.

Odd begrunder sin opbakning således:

- Der har gennem flere år været rettet stærk kritik mod Fifa og Qatar i forbindelse med fodbold-VM i 2022. Det hele startede med en tildeling af værtskabet, som fra flere sider blev anset for at være korrupt.

- Det blev efterfulgt af rapporter om uværdige arbejdsforhold for tilrejsende arbejdere med tilknytning af VM-faciliteterne. Forskellige aktører har i mange år rapporteret om uvant mange dødsfald relateret til det kommende verdensmesterskab. Systemet bliver beskrevet som moderne slaveri.

- Odd Ballklub mener, at det er på sin plads med et tydeligt budskab om, at VM i Qatar er et brud på fodboldens værdier. Boykot er et stærkt virkemiddel, for ingenting tyder på, at dialogen hidtil har givet resultater. Så må stærkere virkemidler tages i brug fra norsk fodbold.

- Vi vil opfordre Norges Fodboldforbund til at gå ind for en boykot af fodbold-VM i 2022. Vi mener, at hvis Norge kvalificerer sig til VM, bør vi takke nej til at rejse til Qatar, skriver klubben.

Tidligere har også Strømsgodset og Viking tilkendegivet, at de støtter Tromsøs opfordring til boykot.

Frankrig løb med sejren i 2018, hvor der senest blev afholdt VM.

Højt dødstal har øget kritikken

Den årelange kritik af VM i Qatar tiltog, da The Guardian tirsdag i sidste uge offentliggjorde en artikel, hvor avisen ved hjælp af tal fra regeringskilder regnede sig frem til, at 6500 migrantarbejdere fra Indien, Pakistan, Nepal, Bangladesh og Sri Lanka har mistet livet i Qatar under VM-forberedelserne.

I forbindelse med forberedelserne til VM har Qatar blandt andet bygget syv nye stadioner og en ny lufthavn. Dertil kommer nybyg af blandt andet boliger, hoteller samt renovering af infrastruktur og andre fodboldstadioner.

De norske klubber Bodø/Glimt, Rosenborg, Stabæk og Vålerenga har meddelt, at de vil behandle det på deres årsmøder i løbet af marts.