Fodbold

Koemans forræderi betaler sig

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker gennemgår de seneste begivenheder i LaLiga, hvor Barcelona og Atlético hentede vitale sejre.

Sidste uges højdepunkt(er)

FC Barcelona og Atletico

Rundens helt store opgør stod mellem Sevilla og FC Barcelona, og fire mesteskabskandidater er nu skåret ned til tre af slagsen. Med sæsonens bedste kamp overtog Barca andenpladsen i LaLiga med en 2-0-sejr, og Ronald Koeman havde igen held med at indrette det taktiske set-up efter modstanderen. En disciplin som ellers er tæt på blasfemisk i den catalanske fodboldforståelse, men for Koeman er resultatet helligt, når han med sine pragmatiske øjne ser frem mod hvert enkelt opgør.

I kampen mod ligaens mest formstærke mandskab lagde FC Barcelona fra land med tre forsvarer, to aggressive wingbacker og blot to centrale angribere. Og netop konstellationen Messi-Dembele var udslagsgivende for kampens udfald, da den utilregnelige franskmand efterlod Kounde og Carlos bag sig efter en perfekt pasning fra Messi.

Jeg nævnte i sidste uge, at Dembele har alle kvaliteterne til at matche en spiller som Mbappé, og lørdag fik vi så momentvise glimt af det tårnhøje niveau, Dembele besidder. Den franske hurtigløber var en konstant trussel mod sæsonens bedste forsvarsduo, og det bekom Dembele utroligt vel ikke at være bundet til en fast plads på kanten.

Hvorvidt Koeman laver en fast systemændring resten af sæsonen er nok tvivlsomt, men indtil videre har det vist sig rentabelt for den hollandske træner at forråde den filosofi, som hans landsmand og mentor Johan Cruyff byggede hele den catalanske storklubs fundament op omkring.

Efter knap 30 minutter spillet kom den første store chance, hvor Dembele overbevisende kunne bringe Barcelona på 1-0. Video: TV 2 SPORT

Atletico Madrid fik standset stimen af konstante point tab, da de sent søndag aften vandt en “klassisk” Atletico Madrid-sejr på en ellers notorisk svær udebane for Diego Simeone.

En stærk Oblak i målet, heroisk forsvarsspil og fem-seks taktiske ændringer undervejs var overskrifterne for førerholdet, der i den grad havde brug for såvel sejren som en solid indsats efter en sort februar måned.

Og det lysner endda forude for Atleti, eftersom flere markante skikkelser er på vej tilbage fra skader og karantæner. Kieran Trippier er igen spilleberettiget, efter en længere betting-karantæne sendte ham på sidelinjen i januar, og Yannick Carrasco er ligeledes ved at være tilbage i fulde omdrejninger efter en coronakarantæne og senere en ankelskade, der har holdt belgieren uden for i fem uger.

Spillemæssigt er ovenstående to spillere vitale for Atletico. De dækker de to wingback-positioner, og særligt Carrasco har været nøglen til Atleticos succes i denne sæson, da Simeone har kunnet benytte den belgiske schweizerkniv som brikken, der ændrede den taktiske skakkamp mellem El Cholo og hans trænerkollegaer.

Med sejren trak Atletico Madrid igen lidt fra lokalrivalerne fra Real Madrid, og det giver Atletico et noget bedre udgangspunkt, når Madrid-derbyet løber af stablen søndag. Simeone vil være mere end tilfreds med en pointdeling, og det vil også være udgangspunktet, når vi ser hans taktiske tilgang til kampen.

Han fejlede i det første opgør mellem de to mastodonter fra hovedstaden, hvor Atletico optrådte alt for passivt og afventende. Om Atleti begår den fejl igen vil vise sig søndag, men muligheden for at sætte Real Madrid afgørende af i mesterskabskampen må pirre Simeone til at gå en kende mere offensivt til værks.

Tre point og en sejr på 2-0 over Villarreal gør, at Atletico Madrid bliver på førstepladsen. Video: TV 2 SPORT

Sidste uges skuffelse

Real Madrids løse krudt

Mandag aften var den gal igen hos Real Madrid.

Ikke kun fordi man tabte afgørende skridt i mesterskabs kapløbet, men offensiven fremstod igen totalt impotent og ufarlig.

I fraværet af Benzema har Real Madrid søgt med lys og lygte efter bare én offensiv profil, som kan kickstarte den haltende angrebsmaskine, men Zidane må fortsætte søgningen lidt endnu. Med sølle tre mål i 65 kampe mellem sig var det hellere ikke en skræmmende fronttrio, Real Sociedad’s defensiv skulle krydse klinger med sent mandag aften. Isco, Diaz og Asensio var de tre spillere, Zidane satte sin lid til fra start, men efter en time havde den franske træner set nok. I stedet blev det Rodrygo, Duro og Vinicius, der skulle forsøge at antænde et madrilensk angrebsbål med to tændstikker midt i en orkan.

Missionen lykkedes dog til dels, da udskældte Vinicius Jr. via et afrettet skud fik stoppet en måltørke på næsten et halvt år og 25(!) kampe.

Real Madrid måtte nøjes med 1-1 på hjemmebane mod Real Sociedad i LaLiga Video: TV 2 SPORT

De nedslående tal gør selvfølgelig afhængigheden af Benzema endnu større i denne sæson end tidligere, og han har da også leveret den vare, som Real Madrid i sin tid betalte Lyon store summer for. En scoring i hver anden kamp er det forventede outcome for den franske skarpretter, og det gennemsnit han han endda hævet en smule i indeværende sæson. Afstanden ned til næste spiller med målgaranti er dog blevet skræmmende stor, efter klubbens største målscorer nogensinde drog til Juventus for snart et par sæsoner siden. Dengang var det netop Benzema, der opererede i Ronaldos skygge, men konsekvent nåede en målkvote på minimum 15 mål per sæson.

Sergio Ramos var støttepædagog for offensiven i sidste sæson, og Casemiro har været det i den nuværende. Men det er en uholdbar - og uacceptabel - mangel på mål, som Zidane må finde sig i fra hans offensive spillere.

Hvad skal vi glæde os til i den kommende uge?

Slaget om Madrid

Den kommende runde har et altoverskyggende højdepunkt: Madrid-derbyet.

Søndag eftermiddag tørner ligaens nummer et og tre sammen, og afstanden er kort såvel geografisk som i den øjeblikkelige stilling.

Real Madrid kan næsten fuldføre deres comeback i topstriden med en sejr, omend pointtabet til Real Sociedad var en alvorlig streg i regningen. Samtidig kan Zidane og kompagni sikre sig den vigtige overhånd i tilfælde af pointlighed, når sæsonen slutter, hvis de formår at hente point i opgøret. Ingen af de to mandskaber kommer ind til opgøret i en spillemæssig forfatning, der vil skræmme bysbørnene, men det er trods alt Real Madrid, der kommer ind til derbyet med meste momentum efter en serie af gode resultater i LaLiga krydret med et fremragende resultat i Champions League-kampen mod Atalanta.

Allerede lørdag kommer FC Barcelona på en overkommelig udebaneopgave, når Osasuna byder Messi og Koeman velkommen i Pamplona. Det opgør bør sende tre point på kontoen for Barca, og så kan de ellers bruge søndagen til at heppe på Real Madrid, og krydse fingrer for, at deres arvefjender spænder ben for Atletico og dermed banker døren til mesterskabskampen åben på vid gab.