Fodbold

Lazio skal møde op til kamp, der slet ikke bliver spillet

Der er stor forvirring om aftenens kamp mellem Lazio og Torino i Serie A. Torino kan ikke rejse til Rom, men alligevel er opgøret ikke aflyst.

Ifølge Serie As officielle kampprogram skal Lazio og Torino møde hinanden tirsdag aften på Stadio Olimpico i Rom.

Problemet er bare, at Torino ikke må rejse til Rom. Og derfor kan kampen ikke afvikles. Det skriver flere italienske medier.

Alligevel er opgøret endnu ikke blevet hverken aflyst eller udsat. Og hjemmeholdet Lazio har derfor udtaget en trup til kampen, ligesom Lazio også er tvunget til at møde op på stadion til kampstart kl. 18.30.

Der kommer bare ingen modstandere.

I sidste uge blev Torinos hold ramt af et stort udbrud af covid-19, og derfor blev kampen mod Sassuolo udsat. Men selvom Torino nu har stablet en trup på benene, der ville kunne spille tirsdagens kamp mod Lazio, så har de lokale sundhedsmyndigheder i Rom forbudt norditalienerne at rejse til Italiens hovedstad.

Og da Torino ikke længere har over ti positive corona-tilfælde i truppen, kan klubben ikke bede om at få udsat kampen.

'Umulighed' at spille kampen

Afviklingen af kampen er altså havnet i rent kaos, da Serie A fortsat ikke officielt har udsat eller aflyst opgøret. Og derfor skal hjemmeholdet følge alle normale procedurer på en kampdag.

Og derfor er Lazio-truppen - med cheftræner Simone Inzaghi i spidsen - tvunget til at møde op på det store olympiske stadion i Rom til kampen.

Men præsidenten for det italienske fodboldforbund håber fortsat på, at fornuften kommer til at råde hos Serie A-ledelsen, inden Lazio-spillerne reelt står omklædt og klar til at tage hul på kampen. Uden modstandere på den anden side af midterlinjen.

- De kommer til at tage den rette beslutning. I dag tror jeg, det er en objektiv umulighed at spille kampen ud fra kravene fra ASL(sundhedsmyndighederne, red.).

- Ligaen bliver nødt til at lave en meget grundig overvejelse og tænke på kampkalenderen, der er meget pakket, siger FIGC-Præsident, Gabriele Gravina, til Tuttosport.

Fortilfælde i Juventus-Napoli

Torinos udsatte kamp mod Sassuolo er blevet fastlagt til den 17. marts.

Og foreløbig er Torinos kamp mod Lazio altså fortsat fastlagt til tirsdag aften kl. 18.30 i Rom. Men selvom kampen fortsat er programsat, bliver den ikke spillet.

Serie A har allerede set et lignende tilfælde, da Napoli på dagen for en kamp mod Juventus fik forbud mod at rejse til Torino for at spille kampen. Da Napoli "udeblev" fra kampen, blev syditalienerne taberdømt og straffet med pointstraf.

Den afgørelse blev senere omstødt, så kampen nu har fået en ny dato senere på foråret.

Hvis det lykkes at finde en løsning - og få udsat tirsdagens kamp mellem Lazio og Torino - bliver den formentlig programsat til den 7. april. Det skriver Tuttosport.