Fodbold

Jens Stryger blev skurk i sidste sekund

En dansk hånd stjal fokus kort før tid i kampen mellem AC Milan og Udinese.

Jens Stryger Larsen forlod Serie A-kampen mellem AC Milan og Udinese med hovedet gemt i sin gule spillertrøje.

Den danske landsholdsback var onsdag aften skyld i, at AC Milan i tillægstiden fik et straffespark, der betød pointdeling på San Siro i stedet for en overraskende sejr til udeholdet.

Milan var bagud 0-1, inden Jens Stryger Larsen brugte hånden i feltet. Dommeren takserede det til et straffespark, og Milan fik udlignet til resultatet 1-1.

Det var Milan-spilleren Franck Kessie, som satte straffesparket i kassen i syv minutters overtid, mens Jens Stryger græmmede sig.

Det så da også mærkværdigt ud, da Jens Stryger Larsen hoppede op i luften og med armen løftet ramte bolden.

Dermed reddede Milan et point, men det er kun blevet til en sejr i de seneste fire kampe for milaneserne, og formdykket er ved at spolere holdets titelambition.

Lokalrivalen Inter, der spiller torsdag, topper den bedste italienske fodboldrække med 56 point efter 24 kampe. Milan har på andenpladsen tre point færre for en kamp mere.

Zlatan ude, Simon Kjær med

I onsdagens kamp var Milan uden angriberen Zlatan Ibrahimovic, og det var en markant svækkelse i offensiven, hvor ingen af hjemmeholdets angribere slog til.

Til gengæld var Simon Kjær med i Milans centrale forsvar, og den danske landsholdsanfører gjorde det solidt med gode indgreb.

Det var dog på et hjørnespark, som Simon Kjær blev tvunget til at give væk, at Udinese fik scoret til 1-0 efter 68 minutter.

Simon Kjær var nede i en glidende tackling over for kantspilleren Nahuel Molina, der havde taget et dybdeløb og var på vej til at aflevere ind i feltet.

Den farlige situation fik Simon Kjær afværget, men på det efterfølgende hjørnespark fik Udinese scoret kampens første mål.

Udineses forsvarsspiller Rodrigo Becao var gået med frem, og han fik åbnet målscoringen på San Siro, da Milan ikke havde styr på markeringerne.

Tre minutter efter scoringen blev Jens Stryger Larsen skiftet ind for Udinese, og han skulle forsøge at hjælpe med at holde stand i de sidste 20 minutter plus det løse. Det lykkedes lige akkurat ikke.

Mæhle med i 5-1-sejr

I en af de øvrige kampe i Serie A onsdag vandt Atalanta 5-1 hjemme over Crotone. Joakim Mæhle, som virkelig har bidt sig fast på Bergamo-holdet, spillede hele kampen.

Atalanta er nummer fire i rækken med 49 point efter 25 kampe. Samme antal point har Juventus på tredjepladsen for en kamp færre.

AS Roma, som vandt 2-1 ude over Fiorentina, er nummer fem med 47 point efter 25 kampe.