Fodbold

Stolt Damsgaard afviser bejlere

Mikkel Damsgaard er en eftertragtet herre, men alligevel satser danskeren på at blive i Sampdoria.

Mikkel Damsgaard er et varmt navn i italiensk fodbold.

Den unge danske fodboldspiller har nemlig præsteret så godt for Sampdoria, at italienske medier i flæng nævner Damsgaards navn i samme sætning som italienske storklubber.

Klubber som Inter og Juventus skulle angiveligt have vist interesse for den 20-årige dansker.

Men kantspilleren ser sig selv blive i Sampdoria længe.

- Absolut. Hvorfor ikke?

- Men på den anden side ved man aldrig, hvad der sker i fodbold. Alt afhænger af præstationerne - både på godt og ondt, siger Mikkel Damsgaard til Genova-avisen, Il Secolo XIX.

Danskeren kom til Sampdoria fra FC Nordsjælland i sommeren 2020. Han har kontrakt med Genova-klubben til sommeren 2024.

'Stolt' over fansenes støtte

Mikkel Damsgaard har i denne Serie A-sæson spillet 23 kampe, og det har indtil nu kastet 2 mål og 4 assister af sig.

Og de fornemme præstationer har ligeledes kastet en masse kærlighed af sig fra klubbens fans på sociale medier.

- Jeg har ikke læst den slags kommentarer, men hvis det er tilfældet, så gør det mig meget stolt, siger Mikkel Damsgaard og fortsætter:

- Jeg har kun scoret to mål, så jeg synes ikke, jeg har gjort så meget for at fortjene det.

Onsdag aften venter en stor kamp for Damsgaard og Sampdoria, når det store lokalopgør i Genova løber af stablen mod Genoa. Det såkaldte Derby della Lanterna. Det opgør kan du se onsdag fra kl. 20.35 på TV 2 PLAY.

Og i den store Genova-avis fortæller Damsgaard da også, at han drømmer om at score det afgørende mål i netop dén kamp.