Fodbold

Sanne Troelsgaard bryder 'stort tabu' om at få børn

Ifølge fodboldprofilen Sanne Troelsgaard er graviditet ikke noget, man kan snakke om i kvindefodbold i dag.

- Børn er lykken. Det siger jeg stadig. Og så kan det være lidt ambivalent, at jeg sidder her som 32-årig og ikke selv har fået mine børn endnu.

Sanne Troelsgaard har spillet 150 landskampe for Danmark. Hun har dedikeret sit liv til fodbolden og til en verden, hvor graviditet og børn aldrig har været noget, hun har følt, hun kunne snakke åbent om.

Det skal være slut nu.

- Lige netop det her omkring graviditet, børn og kvinder er så stort et tabu, at man fortier det i stedet for at sætte fokus på det.

- Det har bare aldrig været på tale, så jeg har også selv været med til at fortie det. Nu håber jeg, at jeg kan give budskabet til kvinder i alle slags sport, og især fødedygtige kvinder nu, at I kan sagtens få børn og så komme tilbage, siger Sanne Troelsgaard i TV 2-serien 'Det, vi ikke taler om'.

Usikkerheden lurer - er løbet kørt?

Drømmen om at få børn har fodboldspilleren selv undertrykt, fordi hun ikke mener, hendes sport giver plads til, at aktive udøvere også kan blive gravide.

Hvornår er chancen størst for at blive gravid?

Følgende gør sig gældende per cyklus, hvis man har en kæreste med god sædkvalitet, og man dyrker sex to gange om ugen:

  • 20 år: 34 procent chance
  • 25 år: 24 procent chance
  • 30 år: 17 procent chance
  • 35 år: 12 procent chance
  • 40 år: 6 procent chance
  • 45 år: 0,5 procent chance

Kilde: Kathrine Birch Petersen, klinikchef og fertilitetslæge, Stork Klinik 

- Hvis det havde været et åbent spørgsmål, tror jeg, jeg havde sagt, at det godt kunne lade sig gøre, mens jeg spillede fodbold - at jeg egentlig gerne ville have stiftet familie og fået børn, siger Sanne Troelsgaard, der frygter, at det kan være for sent at vente til efter karrieren.

- Usikkerheden om ikke at kunne få børn sidder i mig. Kunne jeg godt have fået børn som 30-årig, men ikke som 36-årig? Det er ligesom den satsning, hvor man tænker: "Okay, løbet er kørt."

I afsnit 2 af 'Det, vi ikke taler om' besøger Sanne Troelsgaard en fertilitetsklinik for at få målt sine chancer for at blive naturligt gravid.

Valget om at tilsidesætte sit brændende ønske om at stifte familie har også fået konsekvenser i privatlivet.

- Det har kostet mig nogle forhold. Fordi man har den her elitesport, er der nogen, der har sagt, at de ikke kan være med til det, fordi de kan ikke vente så lang tid med at få børn. Så er folk hoppet fra.

32-årige Troelsgaard har spillet på landsholdet siden 2008, og hun er stadig blandt profilerne i rødt og hvidt.

Spillere stopper tidligere, hvis de vil have børn

Ifølge Sanne Troelsgaard betyder den manglende opmærksomhed på graviditet i kvindefodbold, at mange spillere stopper tidligere end nødvendigt, fordi det økonomisk ikke går op at tage et år ud af karrieren for at blive gravid.

- Jeg har jo set mange eksempler på, at når man nærmer sig min alder - lidt over 30 - så stopper de kvindelige fodboldspillere, for så er det tid til at få børn. Jeg håber jo, at man med tiden kan komme tilbage og spille i længere tid.

- Jeg håber ikke, at jeg fremadrettet skal se nogen kvinder, som stopper deres aktive karriere (tidligt, red.) og siger, at "det var det - nu er det tid til at stifte familie."

Foruden fodboldkarrieren tager mange af damespillere en uddannelse sideløbende, fordi økonomien i kvindefodbold ikke er god nok til, at man kan leve af det, når støvlerne en dag ryger på hylden.

Det er netop derfor, de fleste må vælge mellem bold og baby, selvom det for Sanne Troelsgaard føles naturstridigt.

- Hvorfor skulle man ikke kunne stifte en familie samtidig med, at man dyrker den passion eller elitesport, som man nu gør?

Ingen hjælp i kontrakten

I dag spiller hun for FC Rosengård i Sverige, som hun skiftede til i 2017 efter ophold i Skovbakken, Brøndby og KoldingQ i den danske liga.

Både i Danmark og Sverige er toårige kontrakter det mest normale i kvindefodbold, men ingen af stederne er graviditet eller barsel et tema i en almindelig klubkontrakt.

- Når man er en kvinde, der dyrker elitesport og er i en fødedygtig alder, skal det ikke være et tabubelagt emne. Så skal det egentlig bare være et åbent spørgsmål om, hvorvidt man har tænkt sig at blive gravid, for 'så sikrer vi det i den kontrakt, vi nu kan skrive med dig'.

- Jeg ville jo ønske, at jeg var så selvsikker på det punkt, at jeg kunne gå ind og stille sådan et krav. At jeg i stedet for at skrive en toårig kontrakt skriver en fireårig - og at det er faktisk er med, at jeg gerne vil være gravid i mellemtiden. Når man ikke snakker om et emne, bliver det jo heller ikke italesat, og når klubberne ikke gør det, gør man det heller ikke selv, siger Sanne Troelsgaard.

Et liv som fodboldspiller på øverste niveau har ikke været foreneligt med drømmen om at få et barn for Sanne Troelsgaard.

Derfor håber hun nu, at hendes opråb kan skubbe snakken om graviditet i kvindefodbold i den retning, hun selv havde ønsket som ung fodboldspiller.

- Hvis emnet havde været oppe allerede i en tidlig alder, da jeg startede med at spille professionel fodbold, tror jeg da helt sikkert, jeg ville have sagt, at der skulle skrives noget barsel ind, eller at jeg skulle have en sikkerhed, hvis jeg føder et barn og stadig har 2-3 år tilbage af min kontrakt. Jeg håber, at der kommer større og større fokus på det med tiden, siger hun.