Fodbold

Kære Elitesport. Du gav mig oplevelser for livet, men ar på sjælen

Den tidligere U19-landsholdsspiller Signe Guldbrandt Schioldan fortæller om at stoppe sin karriere, fordi hun udviklede en spiseforstyrrelse.

Jeg trækker den rød-hvide trøje over hovedet med nummer 19 på ryggen, snører mine støvler en sidste gang og gør mig klar til om få minutter at træde ud på grønsværen. At træde ud på den scene jeg i så mange år målrettet og disciplineret har kæmpe utallige timer for at nå til.

Og der stod jeg så.

Med det danske logo på brystet, med mit eget navn trykt på ryggen og klar til min hidtil største sportsoplevelse. Klar til at spille mit livs kamp.

Jeg gik på banen til åbningskampen mod verdensstjernerne fra Frankrig ved EM for U19-landsholdet. Side om side med mine holdkammerater sang jeg nationalsangen - skulder ved skulder og klar til at repræsentere mit land.

Det er oplevelser som denne, jeg i så mange år levede og åndede for. Oplevelser som denne, jeg med glæde og stolthed ser tilbage på, men også oplevelser som denne, der har sat sine spor.

Et dybt ar på sjælen

Her fem år efter min største sportslige oplevelse sidder jeg tilbage med en ambivalent følelse. En følelse af inderlig taknemmelighed for alt det, jeg i mine år som eliteidrætsudøver har oplevet og lært samt den dybeste respekt for de mennesker, jeg har stiftet bekendtskab med undervejs.

Men jeg sidder også tilbage med et blødende hjerte. For den sport, der har været så stor en del af min identitet, der har bragt mig så meget livsglæde og læren om livet - den sport har implementeret et dybt ar på min sjæl.

Jeg var aldrig en af de mentalt stærke piger på holdet, og jeg var altid umådeligt hård ved mig selv. Der var aldrig noget, der var helt godt nok, og jeg kunne altid yde lidt ekstra for at blive bedre. Det er sådan, man bliver bedre - ved hele tiden at træne lidt hårdere og lidt mere end de andre. Men det er også et enormt pres.

Netop det evige pres og spørgsmålet om, om jeg i sandhed var god nok, blev i sidste ende det, der satte en stopper for min karriere. Det var det, der gav mig en psykisk sygdom. Den psykiske lidelse, der ender med at koste flest mennesker livet i Danmark. Den psykiske sygdom går under betegnelsen anoreksi.

Jeg udviklede en spiseforstyrrelse og stod pludselig i en situation, hvor jeg havde brug for hjælp. I en situation, hvor jeg skulle indse, at jeg skulle have hjælp – og ikke mindst acceptere det.

Én episode står klart

Jeg kom i behandling ved Center for Spiseforstyrrelser i Skejby, fik tildelt en kostplan, blev tilkoblet en psykolog og blev en del af en gruppeterapi. 12,5 kilo undervægtig, en kostplan på plus 3000 kalorier fordelt over seks daglige måltider, ugentlige besøg på Skejby Sygehus og en henvisning til en hjerteklinik, fordi mit hjerte havde vist udsving. Ved siden af gik jeg på universitet og havde lige fået et studiejob. Det var i sin reneste forstand en ordentlig mundfuld og viste sig at blive mit livs kamp.

Her et halvt år inde i behandlingsforløbet husker jeg tydeligt tilbage på specielt én episode.

Fakta er stadig, at anoreksi er den psykiske lidelse, der er flest i Danmark, der dør af. Og fakta er, at jeg ikke skal føjes til den statistik

Signe Guldbrandt Schioldan

En formiddag lå jeg endnu engang fuldstændig utrøstelig og hulkende i favnen på min kæreste efter et besøg på Skejby. Men der var noget ved det øjeblik, der fik mig til at indse, at en dag skal det ikke være mig alene, som ligger der i favnen. En dag skal det være vores børn.

Mit inderligste ønske er, at vi sammen skal ligge lige præcis dér som en familie med vores fælles børn i favnen. Hvis dette ønske skulle indfries, hvis jeg vil give min kæreste muligheden for at få sit livs gave, så krævede det, at jeg blev rask.

Det krævede, at jeg holdt ud, så jeg en skønne dag rent fysiologisk kunne være i stand til at få børn. At jeg en skønne dag kunne blive fulgt op af kirkegulvet af min far, sige ja til den mand, jeg elsker højt og skabe den familie, jeg altid har drømt om at få. At jeg en skønne dag ikke længere vil bekymre min familie og min kæreste.

For fakta er stadig, at anoreksi er den psykiske lidelse, der er flest i Danmark, der dør af. Og fakta er, at jeg ikke skal føjes til den statistik.

- Jeg ønsker det ikke for min værste fjende

Derfor sidder jeg med et brændende ønske om at belyse et problem i vores konkurrenceprægede samfund. Et problem, der har brug for at få opmærksomhed. Jeg skriver ikke dette for at gøre mig selv til offer eller for at få medlidenhed. Jeg skriver med et håb om at få taget hånd om et alvorligt emne, som en spiseforstyrrelse er.

Med flere millioner idrætsudøvere på landsplan vil der sidde atleter derude med brug for hjælp. For én ting er sikkert: Elitesporten er en benhård verden. Jeg har min dybeste respekt for de atleter, der dag ind og dag ud kæmper en benhård kamp for at nå til tops - mine tidligere holdkammerater, der fortsatte i eliteverdenen, og i dag udlever deres drømme på højeste niveau.

Jeg ville inderst inde ønske, at jeg havde været lige så stærk og dygtig. Men det var jeg ikke, og det har jeg efterhånden accepteret. Nu sidder jeg tilbage med et ønske om måske at kunne hjælpe andre i min situation.

Det er vigtigt at huske, at der sidder andre atleter derude, der ikke kunne stå for elitesportens pres, der ihærdigt forsøgte at være med på den store scene, men som ikke var mentalt stærke nok. Der sidder andre unge piger såvel som drenge, der har fået et forvrænget forhold til vægt, motion og kost. Alle tre komponenter er i fokus i eliteidrætten og en essentiel faktor for atleter i deres stræben for at nå til tops.

Til dig, der sidder derude: Lige så svært det er at acceptere, at man har brug for en hjælpende hånd, lige så vigtigt og menneskeligt er det

Signe Guldbrandt Schioldan

Som atlet er man stolt og stædig, og man er ofte for stædig til at acceptere, når man har brug for hjælp. Men vi er alle blot mennesker, der oplever udfordringer på livets lange vej. Og netop disse udfordringer er i sandhed det, jeg ønsker at italesætte.

For én ting er sikkert: Jeg ønsker ikke for min værste fjende at gennemgå et behandlingsforløb for en spiseforstyrrelse. Det tog mig lidt over fem år at acceptere, at jeg havde brug for hjælp.

Det satte en stopper for min professionelle karriere, det kostede mig næsten min uddannelse samt min mulighed for at kunne stifte familie – og hvem ved, hvad følgerne kunne have været, hvis ikke jeg havde fået hjælp.

Ikke et tabu

Derudover er jeg så privilegeret stadig at have alle fire bedsteforældre, og hvor ville jeg ikke kunne leve med, at de en dag skulle gå bort med tanken om, at deres ene guldklump – som min farfar kalder sine børnebørn - var syg med en spiseforstyrrelse. Jeg skulle være rask.

Rask til at kunne nyde livet med mine bedsteforældre, min familie, min kæreste og mine venner. Nyde mit unge liv med et hav af fremtidige muligheder bankende på døren.

Til dig, der sidder derude: Lige så svært det er at acceptere, at man har brug for en hjælpende hånd, lige så vigtigt og menneskeligt er det. Det er okay at få hjælp og ikke selv at være i stand til at løse et problem på egen hånd.

Det er hverken et tabu at gå til psykolog eller at have en spiseforstyrrelse. Jeg kan forsikre dig om, at livet er så meget mere værdifuldt og meningsfyldt på den anden side af hjælpen. Selvom vejen er uoverskuelig lang, udtrættende og hård, så er den det hele værd!

Så kære mor og far, kære Clara og kære Lasse. TAK! Tak for jeres evige støtte og hjælp gennem hele forløbet. I har min dybeste respekt og største taknemlighed. Af hjertet tak.

Sidst, men ikke mindst, skal der lyde det mest dybfølte tak til min psykolog og behandlerteamet på Skejby. I gør en forskel hver eneste dag, og I gjorde en forskel for mig. TAK.

Signe, tidligere eliteidrætsudøver, tidligere anorektiker