Fodbold

Han skabte et Barcelona, hele verden elskede - nu får han chancen igen

Messis kontrakt er det første på Joan Laportas dagsorden sammen med klubbens skrantende økonomi, efter han igen er blevet som præsident for Barcelona.

Det er knap 11 år siden, Joan Laporta sidst sad i præsidentstolen i den catalanske storklub FC Barcelona.

Mandag tager den 58-årige advokat plads i det magtfulde embede igen, efter han søndag endte som sejrherrer i et stærkt imødeset præsidentvalg mod Victor Font og Toni Freixa.

- Jeg stillede op, fordi jeg elsker Barcelona. Jeg vil hjælpe klubben, og mit hold har erfaringen og er klar til ændre den økonomiske situation.

- Vi har en plan. Arbejd, arbejd, arbejd, lyder Laportas opskrift på endnu en succesfuld periode som præsident i FC Barcelona.

Vendte rod og kaos til succes - kan han gøre det igen?

Succes, og ikke mindst trofæer, var der mildest talt masser af i løbet af Joan Laportas første regeringsperiode i Cataloniens fodboldmæssige stolthed.

Fra 2003 og frem til 2010 vendte den karismatiske leder det hele på hovedet. Fra økonomisk rod, dårlige resultater og få titler fik han forvandlet FC Barcelona til en regulær fodboldmastodont.

Han trådte fra som præsident og efterlod en klub på toppen af fodbold-Europa, der undervejs fortryllede hele verden med berusende fodboldspil.

Men kan Joan Laporta gøre det igen? To spanske journalister, der dækker FC Barcelona tæt, er ikke i tvivl om, at den tidligere præsident er lige præcis det, som klubben har brug for nu.

- Han har fået vælgerne til at tro på, at han kan gøre det igen. Han betyder så meget for klubben og historien, og han har karisma og lederevnerne til at styre et projekt, lyder det fra Gol-journalisten Toni Padilla til TV 2 SPORT.

- Der er brug for en stærk leder, som kan få styr på økonomien. Barcelona har aldrig været i så store problemer. Det er en katastrofe, og nu skal Laporta i gang med sit arbejde. Det bliver svært, men han kan gøre det.

Toni Padilla er ikke alene med optimismen. På redaktørgangen hos den catalanske avis Sport er der også masser af håb efter 58-årige Joan Laportas valgsejr.

- Laporta har det, som folk vil have: Resultater. Han byggede et vinderhold, og det kan han sagtens gøre igen, fortæller Barcelona-redaktør Jordi Gil til TV 2 SPORT.

Rynkerne er blevet flere, men karismaen er den samme hos Joan Laporta.

Ronaldinho og Rijkaard viste vejen

Opskriften på succes i førstevalgperiode for Joan Laporta var egentlig ret simpel. Han ramte rigtigt.

Ikke bare sad beslutninger i store økonomiske og strukturelle-dilemmaer lige i øjet. De sportslige afgørelser i form af spillerindkøb og træneransættelser var til UG.

Den første store beslutning fra Joan Laporta var at hente hollandske Frank Rijkaard til som træner, mens brasilianske Ronaldinho blev det store nyindkøb.

Den duo blev ledsaget af flere stærke, hjemmeudviklede talenter, der fik sat akademiet 'La Masia' på landkortet og sikrede den anden Champions League i klubbens historie i 2006.

- Det var der, det succesfulde Barcelona tog sin start. Det FC Barcelona som betog en hel verden og blev elsket så mange steder, forklarer den spanske journalist og historiker Toni Padilla til TV 2 SPORT.

Laporta viste 'store nosser' i vital ansættelse

Men Joan Laportas FC Barcelona havde meget mere i sig. Toppen var langt fra nået med Frank Rijkaard i spidsen, der efter den nærmest eneste sæson med nedgang i Laportas regeringstid blev skippet som cheftræner i 2008.

Afløseren blev Pep Guardiola. Til stor undren og hovedrysten fra flere eksperter. Det uprøvede klubikon blev valgt foran portugisiske José Mourinho, der havde ført FC Porto til Champions League-sejr og Chelsea til engelske mesterskaber.

- Det har du ikke nosserne til, skulle Pep Guardiola have sagt, da Joan Laporta fortalte ham, at han skulle være den nye cheftræner for sin hjerteklub.

Men den var god nok. Beslutningen var tilmed Joan Laportas egen. I samarbejde med sportsdirektør Txiki Begiristain og en anbefaling fra én af klubbens absolut største nogensinde i form af Johan Cruyff.

- Cruyff og Bergiristan sagde god for ham. Det var en lang proces, men det var det helt rigtige valg, har Laporta tidligere fortalt om den skelsættende ansættelse af Pep Guardiola.

Sådan her så det ud, da Joan Laporta ansatte Pep Guardiola tilbage i 2008.

Historiske seks titler ført an af Messi

Et år efter kontrakten til Pep Guardiola var FC Barcelona blevet seks titler rigere. Spansk mesterskab, Copa del Rey, Champions League, spansk Super Cup, europæisk Super Cup og et VM for klubhold.

En historisk bedrift som kun Bayern München har præsteret lige så, da de også vandt seks titler på et år i 2020.

Men udover den nærmest enestående bedrift stod Joan Laportas mandskab også med verdens bedste fodboldspiller på holdet. Lionel Messi, der samme år som de mange titler vandt sin første Ballon d'Or.

Fem yderligere guldbolde har Lionel Messi nu stående. Mens han nærmest egenhændigt er fortsat med at vinde store trofæer til FC Barcelona - også efter Joan Laporta.

For på trods af den store succes måtte den dygtige advokat vinke farvel til præsidentjobbet i 2010. Hans gamle ven Sandro Rosell vippede ham af pinden, men det gode eftermæle og ry var sikret.

- Jeg er meget stolt af det arbejde, som jeg forlod i 2010. Vi var en sund forretning og et fantastisk hold, har Laporta tidligere udtalt.

Laportas farvel resulterede i økonomisk uføre

Med Sandro Rosell som præsident fortsatte trofæerne med at komme til FC Barcelona i en lind strøm, men klubbens økonomiske grundlag blev dårligere og dårligere.

I 2014 tiltrådte Josep Maria Bartomeu så som præsident, og i alle årene frem til i dag gik det bare én vej for den stolte fodboldklub. Nedad. FC Barcelona er i knæ. Krisen større end nogensinde. Økonomien ligger i ruiner.

Det samme gør forholdet til Lionel Messi. Klubbens største spiller nogensinde overvejer at skifte væk, når kontrakten udløber til sommer. Der var og er med andre ord brug for en redningsmand.

- Joan Laporta kan være og er nok på mange måder den redningsmand, som klubben står og har brug for, lyder vurderingen fra Jordi Gil, redaktør på Sport.es.

- Han har netværket, erfaringen og kender klubben ind og ud. Det skal komme ham til gode.

Laporta her i en 'selfie' med en af de mange vælger, han nu er blevet sendt i arbejde af.

Nu starter arbejdet

'Arbejd, arbejd, arbejd' - sådan har Joan Laporta selv beskrevet sin plan for at genrejse FC Barcelona.

Og der er ingen tid at spilde, efter vælgerne søndag pegede på deres tidligere præsident på ny. De vil se resultater med det samme, og Joan Laporta har lovet dem lige præcis det.

- Det første punkt på dagsordenen er at overtale Messi til at blive. Jeg har hans tillid, og jeg vil præsentere et nyt tilbud til ham.

- Hvis ikke jeg bliver valgt, så er Lionel Messi fortid i klubben.

Så klare var ordene undervejs i valgkampen fra Joan Laporta til de mange tusinder af Barcelona-fans, som han samtidig mindede om én særlig ting.

- Husk på, at Real Madrid ikke vandt en eneste Champions League-titel.

Det var valgflæsk, der var til at forstå for de mange fans, der lystigt guffede de glade minder om fortiden en tro på en Messi-forlængelse i sig.

Men kan Joan Laporta levere endnu en sublim periode som FC Barcelona-præsident? Det spørgsmål er han allerede mandag gået i gang med et besvare.

Det kommer til at kræve 'cojones', mod og snilde. Men det har advokaten, der nu er tilbage som chef i FC Barcelona, tidligere vist ikke er et problem.

Men denne gang er det ikke en ny Pep Guardiola eller Ronaldinho, han skal ud og finde. De første og største punkter på dagsordenen er Lionel Messi og økonomi.