Fodbold

I dag bestemmes fremtiden for Braithwaite, Messi og FC Barcelona

FC Barcelona er i økonomisk frit fald. Ramt af skandaler og efterforsket af politiet. I dag vælger medlemmerne ny præsident.

Storhed og fald. Det er en verdens absolut største fodboldbrands, der lige nu er sendt til tælling.

En gæld på over otte milliarder kroner tynger klubbens budget, og dens absolut største aktiv, Leo Messi, er efter alt at dømme på vej væk til sommer.

FC Barcelona er en helt særlig konstruktion i fodboldverdenen.

Den er ledet af en præsident, der vælges af klubbens omkring 150.000 medlemmer. Og i dag går de til valgurnerne efter flere ugers valgkamp, hvor tre kandidater har kæmpet om medlemmernes gunst.

Et verdensbrand i krise

Diagnosen er klar fra sportredaktør Santi Giménez, der følger den katalanske topklub tæt for den store spanske sportsavis AS.

- Det er en krise med tre ben: En sportslig, som det kan se ud til, at klubben måske er på vej ud af. En økonomisk, som den ikke kommer ud af foreløbig. Og en ledelseskrise, som måske vil blive bedre efter præsidentvalget, vurderer Santi Giménez over for TV 2. Og han er ikke i tvivl om, hvad årsagen er:

- Det hele udspringer af elendig ledelse og dårlig økonomi. Barcelona er den klub i verden, der tjener flest penge, men også den, der bruger flest penge; betaler de højeste lønninger.

- Holdet er blevet for gammelt. Man har ikke sørget for at forny truppen, hvilket har forårsaget en voldsom udgift til spillere, som man har fejlindkøbt. Og læg dertil en inkompetent ledelse, lyder det hovedrystende fra den spanske sportsjournalist.

Væmmes over klubbens nuværende situation

TV 2 møder to FC Barcelona fans ved præsidentkandidat Joan Laportas hovedkvarter. Det er hårde tider for dem.

Klubben er hjerteblod. De er medlemmer i lyst og nød, men det er mest nød på det seneste. Og de har med vantro set, hvordan den nu forhenværende præsident Josep Maria Bartomeu forvaltede FC Barcelona.

Ferran Prats var selv med til at vælte Bartomeu, da han og andre medlemmer samlede stemmer ind til et mistillidsvotum, der i sidste ende fik Bartomeu til at trække sig før afstemningen.

- Han er det værste, vi har haft. Og lige nu er situationen bekymrende. For den uduelige ledelse, han stod for, har ført klubben til økonomisk ruin, og sportsligt har han foretaget fatale valg, lyder det fra Ferran Prats med en stemme, der ryster lidt af vrede.

Og hans kammerat Ignasi Cervantes er helt enig:

- Jeg væmmes som medlem. For Barca er hverken ledelsesmæssigt, økonomisk ellers sportsligt i en god forfatning. Det er meget, meget trist, og vi har brug for forandringer nu, lyder det fra FC Barcelona-medlemmet.

Problem uden Messi

Fodboldmæssigt er FC Barcelona på det sidste kommet godt med i LaLiga og kan stadig nå at vinde.

Copa del Rey-finalen nåede de også at spille sig til på et hængende hår, og en svær kamp i Paris afgør snart, om de ryger ud af Champions League.

Men truppen har haft en svær tid med skiftende trænere, uenighed om indkøb og retning. Og vigtigst af alt: Den absolut største stjerne Leo Messi har meddelt, at han vil forlade klubben. Messis kontrakt udløber til sommer, hvor han transferfrit kan forlade den catalanske hovedstad. Og det vækker bekymring.

- Messi er det vigtigste kort, vi har. Han er den afgørende spiller, den, der giver al vores indkomst og sponsorater, forklarer Ignasi Cervantes, medlem af FC Barcelona

Og endnu engang peger pilen mod eks-præsident Josep Bartomeu, mener fodboldredaktør hos sportsavisen AS, Santi Giménez:

- Det er lykkedes Josep Maria Bartomeu at gøre Messi så rasende, at han sendte en opsigelse til klubben via fax. Han har skabt splid i klubbens ledelse, hvor mange har sagt farvel, og lige nu bliver han så efterforsket af politiet i den såkaldte Barca-gate, hvilket er meget alvorligt. Situationen er bekymrende, slår Santi Giménez fast.

Omgivet af dårlige rådgivere

Og på spørgsmålet til, hvordan det dog er gået så galt, mener Santi Giménez, at en række omstændigheder har spillet ind.

- Først og fremmest er Bartomeu en karakter, som ikke engang selv havde forestillet sig, at han kunne blive den øverste chef for FC Barcelona. Han var vicepræsident i klubben, da Sandro Rossel trak sig fra præsidentposten i 2014. Og pludselig endte Bartomeu med at bliver præsident, mener Giménez.

- Jeg tror, han er blevet rådgivet dårligt. Han har omgivet sig med en række mennesker, som har ført ham til et punkt, hvor han traf en række meget meget dårlige og dyre sportslige dispositioner, siger sportsredaktøren fra AS.

Han forklarer endvidere, at Josep Maria Bartomeu han forsøgt at indføre en ny strategi; en model, der ikke fungerede.

- Han har spenderet hundredevis af millioner euro på spillere, som ikke duede, lyder det fra Santi Giménez.

Gammelkending står til at vinde

I meningsmålingerne er det den forhenværende FC Barcelona præsident fra 2003-2010, Joan Laporta, der står til at vinde kampen om at blive ny præsident i FC Barcelona.

Han er også Ignasi Cervantes favorit.

- Jeg synes om hans projekt. Han har tidligere vist sit værd, forklarer Cervantes.

Og avisen AS' redaktør er enig, selvom Joan Laporta er en person, der splitter FC Barcelonas fans.

- Der er dem, der støtter ham betingelsesløst, og så er der dem, der ikke kan holde ham ud. Men sagen er, at under denne kampagne er det ikke den gamle Laporta, vi har set. Han har opført sig langt mere modereret end tidligere. Og i de her dramatiske tider vil du tilbage til din første kæreste, hvor du havde det godt og følte dig sikker, slutter Santi Giménez grinende af.