Fodbold

Suveræn vinder af det vigtigste valg i Barcelonas historie

Joan Laporta, der ledte FC Barcelona fra 2003 til 2010, blev søndag igen valgt som klubbens præsident.

Fans, journalister og eksperter har kaldt det for det vigtigste præsidentvalg i Barcelonas 121-årige historie.

Søndag gik Barca-medlemmerne til stemmeurnerne, og det endte med en klar og ventet sejr til klubbens tidligere præsident Joan Laporta.

Før alle stemmerne var talt op, ønskede Laportas konkurrenter i valgkampen, Antoni Freixa og Victor Font, ham tillykke med sejren, ligesom TV 2's korrespondent Jeppe Kroager fortalte, at Laporta allerede havde fået nøglerne til Camp Nou.

Victor Font fik lige under en tredjedel af stemmerne, mens det blev til omkring ti procent til Antoni Freixa.

  • Joan Laporta: 30.184 stemmer (54,28%)
  • Victor Font: 16.679 stemmer (29,99%)
  • Toni Freixa: 4.769 stemmer (8,58%)

Sejrstale og bobler

Laporta fejrede sejren med et glas bobler og ved at synge klubbens slagsang.

Kort efter holdt han en tale om fremtiden, modkandidaterne og med en særlig besked til klubbens anfører, Lionel Messi, der selvsagt også stemte til valget.

- At se den bedste spiller i historien komme og stemme med sin søn viser, at Leo elsker Barça. Vi er en stor familie, og forhåbentlig vil det være med til at få ham til at fortsætte i Barça, lød det blandt andet fra den nye præsident ifølge klubbens hjemmeside.

Joan Laporta på talerstolen.

En del af storhedstiden

Joan Laporta, der var klubbens præsident fra 2003 til 2010, gik blandt andet til valg med et billede fra fortiden.

- Da jeg sad som præsident, vandt Real Madrid ingen Champions League-titler.

Han var ligeledes manden i spidsen, da Lionel Messi gjorde sit indtog på verdensscenen, ligesom han var med til at satse på Pep Guardiola som cheftræner. Et valg, der viste sig at være yderst succesrigt.

Milliardgæld og Messi

Nu får han til opgave at rette op på et Barcelona, der slås med adskillige problemer.

Lionel Messi kan være på vej væk fra klubben, da hans kontrakt udløber til sommer. Samtidig præsterer Barcelona langt fra, hvad de gjorde i Laportas regeringstid.

Klubben bokser også med en gæld på mere end tre milliarder kroner, så der er nok at tage fat på.

Mens førsteudfordreren Victor Font kun ville have en forlængelse med Lionel Messi, hvis den var økonomisk forsvarlig, gik Laporta til valg med et soleklar prioritering af at beholde den argentinske superstjerne i klubben.

Samtidig mente han at være i stand til at hente nye stjerner til klubben trods den skrantende økonomi.

Joan Laporta og Lionel Messi.

Præsident gik af

Der er som udgangspunkt præsidentvalg hvert sjette år i FC Barcelona.

Oprindeligt var de mange tusinde medlemmer kaldt til stemmeurnerne den 24. januar, efter klubbens tidligere præsident Josep Maria Bartomeu i oktober valgte at trække sig efter flere skandaler og et mistillidsvotum.

En eksplosiv stigning i antallet af coronatilfælde i Spanien samt en frygt for en meget lav valgdeltagelse fik klubben til at udskyde valget til marts efter accept fra kandidaterne.