Fodbold

Modstanders træner fremhæver Eriksen før storkamp

To af Serie A's mest formstærke hold brager sammen, når Christian Eriksen og Inter tager imod Joakim Mæhle og Atalanta.

Der vil efter al sandsynlighed blive uddelt hårde tacklinger og markante italienske gloser, når der er topopgør på programmet i Serie A mandag aften.

Med fire sejre på stribe gæster Atalanta San Siro for at møde Inter, der har gjort rent bord i sine seneste seks ligakampe.

En flyvende offensiv har givet Atalanta mulighed for at bringe sig på tredjepladsen á point med Juventus. Og det er Inters ditto - med Christian Eriksen som Milano-klubbens styrmand - der fylder i cheftræner Gian Piero Gasperinis hoved i timerne op til opgøret.

- Det, jeg frygter mest, er deres offensiv. Vi har fokuseret meget på Romelu Lukaku og Lautaro Martínez. Kan vi begrænse dem, så øger vi også vores vinderchancer.

- Det er et hold, der har flere løsninger, og sådan en kamp her er aldrig statisk. Det afhænger meget af, hvordan den udvikler sig. Ivan Perišić og Christian Eriksen har været vigtige for Inters gode form, og de har været med til at bane vejen til løsningerne på banen. Eriksens værdi for holdet var virkelig kendt, da han ikke spillede. For nu kommer hans tekniske præcision og ballistiske kapaciteter til syne, fortæller Gasperini ifølge det store italienske medie La Gazzetta dello Sport.

Og det er ikke uden grund, italieneren fremhæver Inters nummer 29.

I efteråret og frem til januar 2021 var Eriksen blandt de yderste mandater i Inter-truppen og fik få minutters spilletid. Indtil Coppa Italia-kvartfinalen for cirka halvanden måned siden, hvor han kom ind og blev matchvinder på et drøn af et frispark. Det er sidenhen blevet honoreret af Inters træner, Antonio Conte.

I de seneste fem kampe har den danske kreatør, i en dybereliggende position på midtbanen, været at finde i Inters startopstilling og har efterhånden bidt sig fast i holdets faste stamme.

Det vil derfor være overraskende, hvis han ikke starter på grønsværen, når opgøret fløjtes i gang.

Du kan se kampen mellem Inter og Atalanta fra 20.40 på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Mæhle har også vist god form

Det er ikke kun på det ene hold, der sandsynligvis vil være en dansker med fra start.

I de seneste kampe har Joakim Mæhle siddet tungt på Atalantas højre back, hvor han har lavet en enkelt assist.

Inter topper Serie A med 59 point. På femtepladsen ligger Atalanta som nævnt lunt i svinget til en placering i top-4, hvis de trækker det længste strå mod Inter.