Fodbold

Tysk angriber baner vej for ny Chelsea-sejr

Kai Havertz var involveret i begge Chelseas scoringer og fik også annulleret et mål i 2-0-sejren over Everton.

Managerskiftet fra engelske Frank Lampard til tyske Thomas Tuchel i slutningen af januar ser ud til at gavne det offensive stjerneskud Kai Havertz.

Den unge tysker har ellers haft svært ved at leve op til sit prisskilt på næsten 600 millioner kroner, da han blev hentet i Leverkusen i sommer, men mandag aften viste han prøver på sin store fodboldkunnen.

Havertz var således en central spiller i begge Chelseas scoringer i 2-0-sejren over Everton.

Han stod bag afslutningen på kampens første mål, som godt nok endte med at være et selvmål efter en afretning af Evertons Ben Godfrey.

Ved 2-0-målet fremtvang Havertz et straffespark, som holdkammeraten Jorginho omsatte.

Derudover fik den allestedsnærværende tyske kreatør også annulleret et mål, fordi han kort inden sin scoring brugte armen til at få kontrol over bolden.

21-årige Havertz står derfor fortsat kun noteret for et enkelt mål i Englands bedste fodboldrække.

'AC' med fuld spilletid

Mandagens sejr kan vise sig at være vital i Chelseas bestræbelser på at kvalificere sig til Champions League i næste sæson via en plads i Premier Leagues top-4.

Ved at snuppe tre point mod en direkte konkurrent har Chelsea på fjerdepladsen nu fire point ned til Everton på femtepladsen, men Chelsea har også spillet en kamp mere.

Everton-lejren bør ikke have de store indvendinger mod mandagens Chelsea-sejr, da hjemmeholdet dominerede størstedelen af opgøret og skabte de fleste og største chancer.

Det var kun få gange, at Everton lykkedes med at skabe uro i Chelseas forsvar, hvor danske Andreas Christensen var med til at gøre en god figur gennem samtlige 90 minutter.