Eriksens afløser kritiseres af stor italiensk sportsavis
Minuttet efter Christian Eriksen blev skiftet ind, scorede Inter i 1-0-sejren over Atalanta.
Mandag aften beviste Christian Eriksen, hvorfor det var en fejl ikke at starte ham.
For første gang i fem Serie A-kampe kunne fynboen se til fra bænken på San Siro, mens hans afløser Arturo Vidal startede kampen på den dybe midtbaneposition i storkampen mod Atalanta.
Ifølge den store italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport var det en forkert prioritering af Inters cheftræner, Antonio Conte.
- Skal Vidal bruges til en fysisk kamp? Nej, ikke efter i går (mandag, red.). For Eriksen er blevet en anden, skriver mediet, som tildeler danskeren karakteren 6,5 på en skala op til 10.
- En offensiv midtbanespiller, der ofrer sig selv med afgørende erobringer og samtidig inspirerer fremadrettet. Han stod også for hjørnesparket til målet, skriver mediet videre.
Derudover kåres Vidal til kampens dårligste spiller, mens det kun er Inter-keeper Samir Handanović og matchvinder Milan Skriniar, der scorer en højere karakter end Eriksen.
I avisens kampreferat gøres det desuden klart, at danskerens evner på bolden manglede i første halvleg, hvorfor Inter først fik det til at rulle, da Eriksen blev skiftet ind efter omtrent 52 minutters spil. Et minut senere stod den 1-0, da danskeren smækkede et hjørnespark afsted, som Skriniar opsamlede efter lidt tumult i feltet.
Conte forklarer fravalg
Mens den danske midtbanekreatør har været foretrukket fra start i den seneste periode, er Vidal blevet brugt som indhopper, når Conte har vurderet, at midtbanen manglede fysik.
Samme vurdering var tilfældet i mandagens kamp. Og selvom Vidal høster enkelte roser, faldt snakken hurtigt over på hans danske afløser.
- Valget af Arturo skyldtes, vi forventede en fysisk kamp. Atalanta er gode på dødbolde og har et meget fysisk hold. Han arbejdede godt, vendte fint tilbage, men han skal og kan vokse mere.
- Der er tilfredsstillende at se Eriksen komme ind med den rigtige attitude og med stor personlighed. Både i den offensive og defensive fase. Tak til ham og til os, der har arbejdet for at få ham til at forstå nogle dynamikker. I dag (mandag, red.) var Eriksen bestemt en spiller, jeg kunne stole på, udtalte Conte efter kampen ifølge FC Inter 1908.
Joakim Mæhle spillede hele kampen for Atalanta på højre back-positionen.
Inter topper Serie A med 62 point - seks point foran bysbørnene fra AC Milan på andenpladsen.