Fodbold

Solbakken gør Ødegaard til ny anfører for Norge

Fredag udtog Ståle Solbakken sin første norske landsholdstrup. Og han afslørede samtidig, at Martin Ødegaard bliver ny anfører for Norge.

Det norske fodboldlandshold får ny anfører.

Det står klart, efter Ståle Solbakken fredag udtog sin første landsholdstrup som norsk landstræner.

For her afslørede den tidligere FC København-manager nemlig, at Martin Ødegaard fremover får æren af at agere kaptajn for landsholdet.

- Der er nogle spillere, der vokser med det, mens andre føler det som et ekstra pres, der tynger dem. Martin var super klar på det, siger Solbakken til VG.

Martin Ødegaard har siden 2015 været ejet af Real Madrid, men han har dog været lejet ud til forskellige klubber stort set lige siden. I øjeblikket spiller han for Arsenal i Premier League.

- Han blev valgt af mig efter en gennemgang med staben og trænerne, og så var det en følelse jeg havde efter samtaler med spillerne. Vi synes, at Martin har levet et langt liv i europæisk topfodbold allerede, siger Ståle Solbakken.

Solbakken overtog det norske landshold i slutningen af sidste år, efter han blev fyret i FC København.

Stor trup til VM-kvalifikationskampe

Norges landshold står foran vigtige opgaver i VM-kvalifikationen, hvor nordmændene i slutningen af marts møder Gibraltar, Tyrkiet og Spanien.

Og det bliver altså med den bare 22-årige Ødegaard som ny anfører.

- Han er en strålende fodboldspiller og en strålende fyr. Han er vellidt af hele truppen. Han bliver en mere og mere autoritær skikkelse på holdet. Det er helt rigtigt, at han får bindet, siger landsholdskollegaen Alexander Sørloth til VG.

Ståle Solbakken har udtaget en ekstra stor trup på hele 31 spillere som følge af den usikre corona-situation.

Norges trup til kampene i marts: