Fodbold

Laporta bringer håb og optimisme – og måske en Messi-kontrakt

Efter den overbevisende valgsejr er Joan Laporta trådt ind på scenen og har vækket et håb om bedre tider for FC Barcelona.

Hvis præstationerne i den første og den anden ottendedelsfinale i Champions League fortæller noget om forskellen på FC Barcelona før og efter søndagens præsidentvalg, går den mægtige klub i Catalonien bedre tider i møde.

For efter ydmygelsen i den første kamp mod Paris Saint-Germain var det et forvandlet Barça, der gik på banen i Paris. I første halvleg sværmede catalanerne om hjemmeholdets mål og tændte et håb om, at det umulige comeback efter 4-1-nederlaget på Camp Nou alligevel ikke var helt umuligt.

Havde Keylor Navas ikke reddet Lionel Messis straffespark i slutningen af første halvleg, ville Barcelona være gået til pause med en 2-1-føring og have skabt reel spænding i de sidste 45 minutter. Nu gik gassen i stedet ud af ballonen. For når der er brug for et mirakel, er der ikke plads til at brænde et straffespark undervejs.

Exit Barça, der for første i 14 år er ude af Champions League allerede i ottendedelsfinalen. Men det, der på papiret var et lavpunkt i klubbens fald, havde i virkeligheden karakter af noget andet: en start på noget nyt. En frisættelse efter måneders drænende uvished og magttomrum.

For nu har FC Barcelona igen fået en førerfigur, og onsdag aften sad han på de fine pladser på Parc des Princes – selvom Joan Laporta reelt først tiltræder som tilbagevendt præsident i begyndelsen af næste uge, når formaliteterne er på plads.

Solkongen

Det var ingen overraskelse, at Joan Laporta valgt søndagens længe imødesete valg, men sejrens størrelse kom bag på de fleste iagttagere.

I konkurrence med Víctor Font og Toni Freixa modtog den 58-årige advokat over 54 procent af stemmerne, næsten dobbelt så mange som Font på andenpladsen. De slagne modkandidater havde ikke andet valg end at acceptere folkets dom.

”Solkongen” blev vinderen Laporta kaldt af den respekterede Barcelona-fortolker Ramon Besa i dagbladet El País.

Laporta står i hvert fald med et meget stærkt mandat, og det kan vise sig at være vigtigt. I lang tid har FC Barcelona været en splittet klub, og under Josep Maria Bartomeus præsidentskab var gennemtrækket på ledelsesgangen uudholdeligt. Nye ledere kom og gik og skændtes med hinanden – og lagde sig tilmed ud med spillerne med den groteske overvågningsskandale Barçagate som kulmination.

Nu er der brug for ro og samling, og i sin valgkamp var Laporta da heller ikke så konfrontatorisk, som da han første gang kom til magten i 2003. Dengang var han del af den unge bevægelse Elefant Blau, der ville vriste klubben fri af fortidens langmodighed efter flere årtier med Josep Lluís Núñez og siden dennes højre hånd Joan Gaspart som præsidenter.

Denne gang har Laporta ikke haft nogen at være i opposition til. For den siddende præsident var allerede væk, og Laporta og Víctor Font har ikke udtrykt diametralt modsatrettede holdninger. Derfor kom valget til at handle om personlighed og karisma – og her havde Laporta åbenlyse fordele.

De senere års deroute har forstærket nostalgien og længslen efter den tid i 00’erne, hvor Barça var verdensførende med Laporta som præsident. De minder har fyldt mere, end at Laporta også gjorde sig til uvenner med mange. Mest af alt hans tidligere allierede Sandro Rosell, der var del af Laportas kampagne i 2003, men siden vendte ham ryggen og blev hans største kritiker. I 2008 var Laporta udsat for en mistillidsafstemning, som han dog overlevede, og da hans mandat som præsident nåede sin ende i 2010, ønskede mange en anden ledelsesform. At Rosell blev valgt som hans efterfølger, var et slag i ansigtet på Laporta.

Et nyt Camp Nou

Barcelonas situation i dag kan på nogle punkter sammenlignes med det Barcelona, Laporta gik ind til i 2003. Dengang var klubben også i en forvirret tilstand, hvor Gaspart som præsident aldrig var kommet sig over at have mistet Luís Figo til Real Madrid i 2000, og hvor klubben sportsligt havde været på slingrekurs med en række trænerskift.

Samtidig står Laporta over for et enormt økonomisk oprydningsarbejde, og det store spørgsmål er, om det vil lykkes ham at sammensætte en troværdig organisation, der kan fremlægge en plan for, hvordan Barcelona kommer på ret køl igen.

Bartomeus ledelse og covid-19 har skabt en gæld på omkring ni milliarder kroner, og samtidig står Barcelona over for et enormt byggeprojekt, hvor Camp Nou skal moderniseres og bringes ind i en ny tid. Her halter Barcelona efter rivalerne fra Real Madrid, der er i fuld gang med at gøre Santiago Bernabéu til en moderne superarena.

Espai Barça kaldes projektet, der både handler om at modernisere selve Camp Nou og om at om- eller nybygge andre faciliterer som indendørsarenaen Palau Blaugrana.

Der tales om at optage et lån hos investeringsbanken Goldman Sachs, der skal tilbagebetales over 25 år for at finansiere herlighederne, og Joan Laporta har erklæret det som en mulighed at flytte i eksil på det olympiske stadion på Montjuïc-bjerget i en periode, mens moderniseringen står på.

I det enorme projekt er Laportas charme og karisma ikke nok. Han har brug for kyndige folk omkring sig, og det gælder også i den sportslige sektor. Navnelegen er i fuld gang, og det forventes, at Mateu Alemany bliver ansat som direktør og får et stort ansvar. Alemany er en erfaren herre, og senest viste han sig i stand til at skabe sportslig succes i galehuset Valencia i et velfungerende samarbejde med den daværende cheftræner Marcelino.

Jordi Cruyff – Johans søn – lader også til at få en nøglepost i den sportslige sektor, hvilket vil være en populær ansættelse. Trænerspørgsmålet er til gengæld fortsat helt uafklaret. Xavi Hernández spøger i kulissen, mens den unge Julian Nagelsmann i denne uge er blevet lanceret som kandidat. Og så kan det heller ikke afvises, at Ronald Koeman får lov til at fortsætte – især ikke hvis det virkelig skulle lykkes Barcelona at indhente Atlético Madrid og vinde mesterskabet i denne sæson.

Joan Laporta fejrer sejren ved valget forleden.

Middag med Messi

Vigtigst af alt er dog at få afklaret Lionel Messis fremtid, der vil være præmissen for alt, hvad der kommer til at ske.

”Det med Messi finder vi ud af over en asado,” sagde Laporta i sidste uge til dagbladet La Vanguardia med sin karakteristiske selvsikkerhed, men om en ny kontrakt virkelig kan aftales over et stykke grillet kød, må tiden vise.

Laporta har hele tiden spillet på sin gode personlige relation til Messi fra den første præsidentperiode, og han mente at læse et klart signal om Messis fortsatte hengivenhed til Barcelona i det faktum, at Messi i søndags for første gang gik til stemmeurnerne for at sætte sit kryds ved et valg.

Under valgkampen gik Laporta så vidt, at han kyssede en mannequindukke af Messi under en tv-optagelse, og der er ingen tvivl om, at den nyvalgte præsident har som topprioritet at præsentere en ny Messi-kontrakt.

Vil det så være det rette for Barcelona? Der findes gode argumenter, både sportsligt og økonomisk, for at mene, at det vil være bedst for alle med et brud til sommer. Men det er, som om Laportas comeback har vækket noget andet i Barcelona. Han har talt til maven og til følelserne, og når man gør det, er der ingen tvivl om, at Messi hører til på Camp Nou.

Kan Laportas smittende optimisme kombineret med det spirende talent i spillertruppen vække noget i Messi? Er Messis egne følelser af at høre til i Barcelona stærkere, end han selv troede? Og vil han nu opleve en frigjorthed ved at være fri for den ledelse, han foragtede?

Måske kender han ikke selv svaret endnu. Men lige nu er opfattelsen, at Barcelona står et bedre sted end før valget – selvom dette var ugen, hvor holdet blev slået ud af Champions League. Aviserne skriver nu optimistisk om kommende forstærkninger til spillertruppen og om et stort køb af Erling Haaland, som om gælden er noget, der forsvandt med valget af Laporta.

Det gjorde den som bekendt ikke. Og spørgsmålet er, om den tilbagevendte præsident virkelig kan finde en troværdig balance mellem at signalere tro, håb og selvsikkerhed udadtil og samtidig lade snusfornuftige økonomer gennemføre en nødvendig hestekur indadtil for fremtidens FC Barcelona.