Fodbold

Se Ronaldos 'perfekte' hattrick

Cristiano Ronaldo leverede lidt af et show, da han lavede hattrick i første halvleg af Juventus' 3-1-sejr over Cagliari i Serie A.

10', 25' og 32'. De minuttal blev afgørende i søndagens kamp mellem Cagliari og Juventus i Serie A.

For det var nemlig på de minuttal, at Cristiano Ronaldo scorede sine tre mål i første halvleg og dermed noterede sig for et hattrick på lige godt tyve minutter. Først med hovedet, så med højre fod og til sidst med venstre fod. Et såkaldt "perfekt" hattrick.

Det var portugiserens hattrick nummer 57 i karrieren. Og med tre mål på de første 32 minutter noterede verdensstjernen sig samtidig for sit næst-hurtigste hattrick i sin karriere.

- Hvor er det egentlig forudsigeligt på en eller anden måde. Man vidste bare, der ville komme sådan en reaktion fra ham, når han har fået kritik, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert, Martin Mikkelsen, der henviser til den kritik, Ronaldo modtog efter Juventus' bitre farvel til Champions League i den forgangne uge. En kritik, der også blev fulgt op af rygter om et skifte "hjem" til Real Madrid for Ronaldo.

Kampen endte med en sikker Juventus-sejr på 3-1 grundlagt af Ronaldos hattrick i første halvleg. Ronaldo er nu oppe på 23 mål i denne Serie A-sæson og fører dermed topscorerlisten.

Juventus er fortsat på tredjepladsen i Serie A, men nu kun ét point efter AC Milan på andenpladsen. Milaneserne spiller dog senere søndag aften mod Napoli. Den kamp kan ses på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Sådan forløb kampen:

ritzau

Ronaldo indledte sin målhøst efter små ti minutter, da han steg til vejrs efter et hjørnespark og headede bolden i mål. Et kvarter senere blev det 2-0, da Ronaldo scorede på et straffespark, som var blevet begået mod ham selv.

En halv time var gået, da Ronaldo fuldendte sit hattrick. Bolden blev hamret ind med venstrebenet.

Ronaldos scoringer viste sig altså at være nok for Juventus, der dog et kvarter efter pausen fandt ud af, de ikke bare kunne sætte kampen på cruise control.

Her reducerede Giovanni Simeone nemlig, men Cagliari lykkedes trods et ihærdigt forsøg ikke med for alvor at skabe spænding med endnu en scoring.

Klubben fra Sardinien ligger lige over nedrykningspladserne med 22 point. Torino på den øverste plads under stregen har 20 point, men har spillet to kampe færre.

Ronaldo sørgede for tre scoringer på en halv time i Juventus' sejr på 3-1 over Cagliari. Video: TV 2 SPORT