UEFA kræver tilskuere i Parken til EM-kampe

EM-værtslande skal kunne garantere, at der kommer tilskuere på stadion til sommerens EM-slutrunde.

EM i fodbold uden fans på stadion er ikke et scenarie, det europæiske fodboldforbund (UEFA) arbejder med.

Det understreger UEFA-præsident Aleksander Ceferin ifølge det britiske medie Sky Sports.

Tidligere har forbundet ikke meldt så skråsikkert ud om sommerens slutrunde, der oprindeligt skulle have været afviklet i 2020.

- Vi har adskillige scenarier på bordet, men vi kan garantere, at det er udelukket af spille en eneste kamp ved EM 2021 uden fans, siger han og tilføjer:

- Alle værtslande skal kunne garantere fans til deres kampe.

Parken blandt værterne

København er blandt de 12 byer, der er udset til at skulle huse kampe ved fodboldturneringen. Danmarks tre gruppekampe samt en ottendedelsfinale skal efter planen afvikles i Parken.

7. april skal landene meddele UEFA, om det kan lade sig gøre at lukke fans ind.

Dansk Boldspil-Union (DBU) er i en "god og tæt dialog med myndighederne" og håber derfor på at kunne give grønt lyst til fans fra dansk side.

Det siger DBU-direktør Jakob Jensen til Ekstra Bladet.

- Jeg har også noteret mig, at statsministeren forventer en nogenlunde normal sommer, og det er ikke normalt med tomme stadioner, siger direktøren, som ikke tør spekulere i antallet af fans i Parken.

- Du kan se, at Superligaen har haft ordninger, hvor de måtte lukke 500 og 11.000 tilskuere ind, og hvor det ender henne, afhænger af andet, end jeg kan bestemme over, men der er meget, der peger vores vej, siger han til avisen.

20. april beslutter UEFA endegyldigt, hvordan EM-slutrunden skal afvikles.

- Det ideelle scenarie er at afvikle turneringen med de oprindelige 12 stadioner, men hvis et eller flere lande ikke kan leve op til kravene, vil det blive afviklet i 10 eller 11 lande, siger Aleksander Ceferin.

EM spilles fra 11. juni til 11. juli.