Godt nyt for Dolberg og Danmark

Kasper Dolberg er efterudtaget til fodboldlandsholdet efter dispensation fra de fransk myndigheder.

Den danske angriber Kasper Dolberg bliver alligevel en del af Danmarks trup, når fodboldlandsholdet i den kommende uge tager hul på VM-kvalifikationen.

Dolberg har fået dispensation af de franske myndigheder, så han kan undgå at komme i karantæne, når han vender hjem fra den danske landsholdslejr, som blandt andet foregår uden for EU i Israel.

- Det er lykkedes at få en dispensation fra de franske myndigheder, hvilket betyder, at Kasper Dolberg rejser med herrelandsholdet og er med i alle tre kampe, skriver DBU på Twitter.

Kasper Dolberg har tidligere været smittet med coronavirus.

Med Nice-angriberen i truppen skal Danmark møde Israel på udebane, Moldova på hjemmebane og Østrig på udebane.

Det danske fodboldlandshold samles mandag i København og flyver direkte til Israel.