Målmand redder Atlético fra fiasko
Jan Oblak blev den store helt, da Atlético Madrid slog Alavés.
Atlético Madrid er jaget vildt på LaLigas førsteplads, og søndag aften var det lige ved at gå galt for madrilenerne mod bundholdet Alavés.
Luis Suárez havde bragt hjemmeholdet foran med 1-0, men i det 85. minut pegede dommeren på straffesparkspletten efter en tur ved tv-skærmen. Her konstaterede han, at Stefan Savic havde ramt Luis Rioja i hovedet med en albue.
Slovenske Jan Oblak blev den helt store helt, da han gættede rigtigt ved at hoppe til højre og redde straffesparket fra Joselu.
Dermed har Atlético Madrid seks point ned til Real Madrid på andenpladsen og syv til FC Barcelona på tredjepladsen.
Barcelona spiller klokken 21 mod Real Sociedad. Om de formår at fastholde presset på Atlético, kan du se på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.
Luis Suárez' scoring var nummer 500 i karrieren.